Det Samarbejdende Par

Ian Dallas

Den følgende lektie var givet af Ian Dallas til Universitet i Malaysien Kvinde Association vinterhalvåret 1990.

Muhammad

Muhammad, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred af Abdalhaqq Bewley

Frihedens begrænsninger af Ian Dallas

Det Samarbejdende Par af Ian Dallas

I Allah navn den Nådige, den Nådigste navn

Titlen "Det Samarbejdende Par", fik jeg efter at jeg var blevet rørt over Qur'anen hvor Allah fortæller om når mennesket træder ind i 'haven: "De vil komme enkeltvis og i par". Jeg følte, at et dybt indblik er indeholdt deri, hvis vi bare kan få dette til at komme os til gavn.

For at komme til det væsentlige i denne vision, om parret som en spirituel realitet, ønsker jeg, at dele med jer et indblik i hvordan tingene hænger sammen. Hvis man forudsætter naturen af dagens samfund, den givne intellektuelle ramme, og hvilken oplæring folk i dag kommer fra, kan man sige, at hvor de end dukker op, er det den samme grad af oplæring de er blevet givet. Derfor har de den samme måde at tænke på.

Som forord til hvad jeg ønsker at fortælle, vil jeg minde jer om, at vi ikke lever i en tid, hvor alt står til, som det plejer. Den som forestiller sig, at det der har været på plads i de sidste femogtyve år, på en eller anden måde vil hvirvle videre, tager inderligt fejl. Vi befinder os ved et større tidsrums endepunkt. Der er ingen tvivl om, at hele det intellektuelle grundlag hvorpå dette forfærdende århundrede har eksisteret, allerede er ovre og er fejet af bordet. Man må stå klart, at grundlaget og den taktiske metodik af hvad der på et plan dukker op som akademiske studier, er nedvalueret, smadret og er forbigangen. De sidste til at indse dette, er de selvsamme folk der producerer de tesis og synspunkter som er baseret på de sidste århundredes vesterlandske dialektiske tænkingsmetoder.

Vi kan sige, at den menneskelige tilstand idag, står på tærskelen til verdensstaten, og at vi allerede lever i et post-litterært samfund. Du må forstå dette, og ikke holde dig nogen illusioner om dette blot fordi at du er litterær, og har tilvænnet dig det, du kalder en metodisk fremgangsmåde. Du er forskanset i et trygt samfund, hvori du betyder noget. Den moderne verden er allerede kommet til politiske beslutninger vedrørende fremtiden, som er: at forsage boglig uddannelse for masserne. For moderne folk i det kommende århundrede vil computer kommunikation være grund elementet for kommunikation. Her taler jeg om de mest primitive spille programmer tilgængelig for masserne, så som videoer, masse film, tegnefilm. mekanisk musik, pop, rock og elektronik, uden åndfuld eller opfindsomt indhold. Verden over vil den dominerende kommunikation i århundredet fremover, være tegneserier. Dette er ikke en analyse af fremtiden, men er det givne af et moderne urban samfund.

Sidste år i Japan var 60% af al litteratur udgivet i form af tegneserier, og på et internationalt seminar erklæredes åbent, at det ikke var godt nok. Man ville ikke være tilfreds før, disse resterende 40% af trykt materiale var blevet stærkt reduceret. Ikke nok med det, men deres ideolog foreslog, hvor vigtigt det var, at ingen kom med påstanden om at: "et litterært samfund står over det af et billed-læsende samfund". Produktet af dette post-litterære samfund er et valiumniseret masse individ.

Det kommende samfund vil bestå af fem aspekter. Her er ikke tale om futurisme, men om det nutidige menneskes tilstand.

Masse individets første karakteristiske træk er, at han er programmerbar. Han vil modtage adfærdsinstruktioner fra samfundet og handle i overensstemmelse med disse. Et eksempel er den tilsigtede programmering af Amerikas sorte ungdom i ghettoerne med 'breakdancing' lige inden, hvad der skulle blive en farlig sommer fuld af oprør. Det var en bevidst, velovervejet politisk handling udtænkt for at bortlede den sociale utilfredshed i det sorte samfund.

For det andet, vil de være ikke-fremmedgjorte. Med andre ord; de vil være ude af stand til på en aktiv bevidst måde at "undersøge", hvad det er, de er underkastet. De vil ikke gøre, som Sokrates gjorde, når han stod overfor en moralsk problemstilling, og eksaminere denne dynamisk for at finde ud af, om det faktisk ikke forholder sig stik modsat. Moralsk videnskab vil derfor være elimineret.

For det tredje vil de være dirigeret fra det ydre. Social programmering vil være så stærk, både på arbejde og i leg, at en zone for det indvortes, ikke vil være mulig. Skulle det indvortes dukke op, vil det hvor mulig, blive behandlet med kemiske medikamenter.

For det fjerde vil masse individet være 'ikke-forstyrende', og trænet op til at være social føjelig. En måde at betragte dette på er den slags social udveksling, der sker på et hotel eller om bord en flyvemaskine hvor alting er "alright". Det berømte udtryk der betyder "nul problemer".

For det femte vil de være 'system underdanige'. Hvis, for at dulme, eller stå modvægt til social forandring eller krise, de er indsat i en ny systematiseringsform, vil massevæsenet underkaste sig den nye programmering. Hvis der bliver sagt, at de skal acceptere en multi-kulturalisme, så vil multi-kulturalisme blive en del af deres synspunkt. Hvad man end byder dem, selv et pirrende dialektisk emne der bliver debatteret, underkaste sig vil de.

For dette masse menneske vil enhver form for negativ reaktion til programmet blive set som en malfunktion. Enhver forespørgsel angående samfundet vil derfor blive forklaret enten kriminelt eller medicinalsk. Masse passivisation antyder et lille oligarki. Det kan ikke være sådan, at alle bliver narkotiserede, hvis ikke der er en som administrerer det, hvis der ikke også er en narkose læge. Vi bliver derfor nød til at erkende, at der findes en elite; ikke en hemmelig elite, ej heller en konspiratorisk elite, men simpelthen en magt elite hvis naturlige funktion er, at forsikre at masserne ikke blander sig i deres fortsatte udnyttelse og tyveri af verdens rigdomme og menneskelige ressourcer.

Nutidens sociale realitet kan defineres udfra en yderst interessant metafor. Herbert von Karavan, den tyske dirigent og et stort geni der døde dette år (1990), og så er der, Sony, den store Japanske korporation. Mellem disse to er der et link. Karajan var i sig selv, et dynamisk, stort, stærkt, magtfuldt og spirituelt væsen. Hans direktion af den klassiske musik var en absolut betydningsfuld begivenhed. Han legemeliggjorde, som ved individuel bemyndigelse, at anvende de store komponisters udtryksmåde (Beethoven, Strauss, Bach, Mozart), som gjorde at på en personlig måde, blev disse udtryksformer hans egne. Du hørte Mozart, men foran dig så du en mand, for hvem det var sin egen udtryksmåde. Den måde han håndterede sit orkester på bekendtgjorde den kvalitet manden besad - han var en hvirvelvind af styrke. Han tålte ingen modsigelse eller opposition fra den almindelige begavede musiker, når de fandt dem selv udøve en lyd, de aldrig før selv havde hørt. Han løftede dem op i en højere dimension af erkendelse. Alle der spillede for ham bekræftede, at de aldrig havde spillet sådant før og at de aldrig før denne stund havde hørt musikken. Von Karajan levede historisk set i en overgangstid og i de senere år af hans liv, bad Sony ham, at indkapsle udførelsen som dirigent på en video film af højest kvalitet. De skulle filme, og han skulle varetage hver eneste detalje af selve produktet, men det færdige produkt ville egentlig blive en mekanisk reproduktion af en levende begivenhed.

Inden hans død, havde Von Karajan lavet en serie af videoer af alle de storslåede musikstykker, han havde dirigeret. Ved sit livs ende, Sony, der sad på kontrakten, havde i deres besiddelse optagelser af Karajan dirigerende sit strålende orkester. Men det var ikke længere Karajan men en mekanisk reproduktion af ham. Under hans sidste leveår henvendte Sony sig til ham igen og sagde: "Det behøver ikke at ende her". I sit hjem i Salzburg viste de ham en strygekvartet der spillede Schoenberg, som ikke var der; det var et hologram. "Vi er ikke færdige, vi vil begynde at gøre det tredimensionalt og så kan vi have hele det Berlinske Philharmoniske orkester i vor stue".

Så nu har vi bevæget os fra Karajan til Sony. Ved tidspunktet af Karajans død var Sony blevet mester af verdens kommunikationen, men der var ikke længere en Karajan til at dirigere orkestret. Nu indrømmer hele den musikalske verden, at hvis de ønskede at opfører musik med sådan en intensitet i dens spirituelle indsigt, eksisterer der ikke længere en dirigent, der kan. Tiden for det lille demokratiserede menneskevæsen var dukket op. Den bemærkelsesværdige tidsepoke af individuelle giganter, gode eller dårlige, udfra hvilken målestok man bruger, var omme.

Vi må se og tænke udover den systematiske metode. Den systematiske metode består af tre tråde. Den første er struktualiseret tænkning; at man tænker i strukturer. Den anden er den dialektiske metode; det er, at dynamikken der driver din tænkemåde er gennem en dialektisk proces. Det er ligefrem og klart i sig selv ødelæggende, fordi det i det uendelige forlænger, ved at garanterer en bevægelse frem i tid, som introducerer nyt materiale, så som theses, modtheses og syntheses, og skaber et nyt element taget fra begge sider af argumentet. Den dialektiske metode som vi kender den, har givet næring til al politisk diskussion. Den har ernæret sig selv ved at skabe en illusion af forandring. Hvad der blev præsenteret for os som en dialektik af højre mod venstre, der er en del af hvad der splittede dit land sønder og reformerede det, har i vor tid, overrakt det til internationale monetaristiske kræfter, som er i kontrol i dag. Dialektikken mellem højre og venstre, øst og vest, kan nu ses som fuldstændig forfalsket, idet de nye kræfter der er dukket op, peger på at det marxistiske og det monetaristiske er en enhed.

Den tredje tråd er den af 'objektivitet', der er betragtet som videnskabelig overlegen i forhold til alle andre tænkemåder, og som har vist sig at være, helt nøjagtig, en 'Myte'. Det formodes at du, i menneskelig forstand, kan se ud på, og analysere den anden eller objektet; at du kan pille det fra hinanden og eksaminere det; at du kan være en sociologisk iagttager. Programmeringen af materialistisk slaveri, som det absolut ideelle, er at finde i denne vildrede. Som Goethe sagde, "Det er ikke muligt at tænke på natur som system; natur er liv".

Den totale nedlæggelse af de nuværende ødelæggende uddannelses metoder er ikke et intellektuel problem. Hvad der er nødvendig, er en ny måde at sande på, der er i sammenhæng med livsenergier som følelse og kærlighed. Hvis vi skal takle dette emne, må vi åbne døren til fængslet af nutidig strukturalismen. Når vi knækker koden på den strukturalistiske statsmekanisme, vil vi finde, at denne ikke er afhængig af summen af dens dele, ej heller på en betydelig del, men på dens kontrol over det personlige livs indre ramme, så som familien. Den moderne stat, der er tyranni indefra, er aldeles fuldkommen usympatisk overfor de menneskelige vilkår og frihed. Den er reelt afhængig af kontrolering og annektering af selve familien. Den moderne sociale model udvikler sig i øjeblikket til super stater. Europa er den mest succesfulde af disse nye sociale modeller, ved logisk at bevæge sig mod en verdens stat, der ideologisk set, blev deklareret i perioden lige efter den Franske revolution. På side med superstaterne vil der eksistere valutaer, uden en numerisk værdi, bevægende sig mod supervalutaer, for at ende op med verdensvalutaer, for så at erstatte selve pengene med computer numerologi. Penge vil blive reduceret til poletter som byttepenge og verdens folkeslag til gældsslaver, alt holdt på plads, ej af interpol, ej af politi computere, men ved kontrol over den elementære menneskelige model, familien, gennem det forældede og simple mønster af en slavestat, kaldet liberal demokrati. Nu har vi nået til institutionaliseringen af blodskams-dramaet. Ødipal modellen.

I den moderne stat fæstner det gryende barn en projiceret forbindelse på moderen, der ikke kan realiseres gennem de lavere centre. Mens seksualitetens lavere centre udvikles, indtager tabuet dets plads. Som følge af naturen af den tilværelse vore familier lever under i dag, projicerer barnet ud på moderen, i den følelsesmæssige zone, en forbindelse der hæmmer voksen stadiet at indtræffe. Med andre ord; det svigter for den spirende mand, at genkende den anden. Fordi den opvoksende mand er i stand til at fortsætte et affektiv forhold til moderen, holdt indenfor det højeste bevidsthedsplan, hvor seksuel udtrykkelse er ham nægtet, som er hvad han instinktivt rækker ud efter, er han bundet i et utilfredsstillet livsforhold, der er af en kvalitet, intet andet forhold, igennem hans hele liv, kan have. Aldrig at være tilfredsstillet rummer en inderlighed, længsel og triumf, der ikke kan måles med andet i livet og som umuliggør mødet med den anden. Mødet med den anden finder ikke sted, fordi udskillelsen mellem moderen og barnet ikke er sket. I stedet for overførselen til et voksen stadie, der formoder den anden, med kvinden som partner, kortsluttes denne energi, og det ideelle bånd tilbage til moderen foretrækkes. Denne ideelle levemåde er menneskets drømmeliv eller fantasiliv med den perfekte eller ideelle kvinde, men som stadig er forbundet følelsesmæssig til moderen. Angsten for adskillelse er undviget, og nutiden er udskudt til en drømme fremtid. Manden når modenhedsstadiet uden aldrig at have brudt med moderen på et følelsesmæssigt område. Manden møder derfor aldrig den kvinde, han tager til ægtefælle som partner. Som du ved, sker det ofte, at i det minut hvor barnet er født, begynder han at kalde sin kone for "lillemor".

Staten institutionaliserede ødipal konflikten ved at sætte en snæver og stram ramme op, en stase, der fører til en neurotisk tilstand der foreslår et ideal af en udviklet og fuldbyrdet virkelighed som vil hænde, men i fremtiden. Den ideelle tilstand politikerne tilbyder må udskydes, fordi alt er i kaos og derfor siger de, at vi vil have den ideelle stat efter 5 års planen, efter at problemerne er blevet behandlet. Alt imens er du passiv og gør intet ved de essentielle problemer. Det gør staten jo. Manden har intet projekt bortset fra familien. Hele hans projekt - som bien i honningen, strandet i længslen for aldrig at opnå tilfredsstillelse - er det emotionelle forhold han aldrig kan opnå. Dette må ende med at manden straffer kvinden for ikke at være moderen. Det er ikke en neurotisk tilstand. Det er den tilgrundliggende tilstand af vor tids moderne samfund. Beviset er, at man ikke kan have en moderne stat uden socialarbejdere for de fattige og psykiatere for de rige. En ideel stat er derfor fremtidslykke eller infantil lyksalighed. En lyksaligheds-union med en blodskams-partner. Det står nu klart, at Liberte (Frihed) er licens til at handle i blodskam. Personlig udefineret frihed er gaven fra staten, men gavens pris er social slaveri. Fraternitet (Lighed), bliver til 'fornægtelse af den anden', ens modstykke og tilsikre at den modne, uafhængige kvinde ikke fremtræder. Fornægtelsen af den anden, holdes i balance med et mentalt broderskab der forsikre dig, at ingen er anderledes. Egalite (Broderlighed), betyder at der ikke eksistere nogen form for forældre autoritet. Laius, Ødipus's fader, er myrdet. Louis den 16. er halshugget, Ceausescu fjernet og skudt. Blodskammen udlignes.

Den totalitæriske stats dynamik er en ågerstase, af rente gæld. Den totalitæriske stat, som vi er medlem af, er en, der ikke tillader ytringsfrihed, fordi den ikke kan tillade at dette emne bliver eksamineret. Rente gældens funktion gør; at mødet med realiteten er udsat, og den uvægerlige skyldsfølelse fra bruddet med blodskammens tabu. Dette udtrykker sig i form af angst for, at man må betale for det. Blodskam er den luksus, man skal betale for, men med udskudt betaling. En udskudt gælds økonomi sørger for en udsættelse af - at leve op til prisen, fordi neurose uden skyldfølelse findes ikke. Og skyldfølelsen af den totalitæriske metode er ågersystemet, der giver dig alt hvad du ønsker dig, men du betaler for det senere. Dette forårsager millioner af menneskers død i Afrika, Asien og Syd Amerika og ikke noget sted står en eneste mand frem og siger at dette ikke må ske. Det er derfor at vi ankommer til "Det samarbejdende Par", fordi manden måske ikke er i stand til at stå frem og sige det, hvis kvinden ikke står ved hans side.

Statsmagtens idealisme og futuristiske programmer realiserede derfor aldrig berigelse og fremgang, baseret som de er på en projiceret blodskams fantasi samt en urealiseret fremtid. Idealisme sanktionerer tyranniets tilstedeværelse og en totalitærisk tilstand. Idealisme er simpelthen en spejlvendt materialisme og giver licens til personlig tilfredsstillelse. Som D.H. Lawrence sagde, "Blodskam er idealismens logiske fundament." Og jeg vil tilføje at idealisme er det politiske demokratis doktrin. En undervisningsminister medfører således en politisering af viden og derfor en lovliggørelse af en undertrykkende mekanisme og en uundgåelig censur af 'den frie tænkning' som er nødvendig for det frie projekt, der vil føre til afmaskering af undertrykkelsen og tyranniet, som er liberal demokrati.

I dag er frihed for selv en lille gruppe mennesker nærmest umuliggjort. Dette viser det nødvendige i en omvudering af alle værdier. 'Vi må se forløbet af det kommende århundrede', som Nietzshe , der var det sidste århundredes største filosof, udtrykte sig og som han sagde, talte han ikke til mennesket på hans tid, men til fremtidsmennesket. Han markerede et forløb væk fra masse mennesket til en bro, der ville gøre det mulig for manden, for kvinden, ja, det menneskelige væsen, at træde frem.

Det eneste dynamiske svar til et mængde samfund, kontrolleret af et struktureret informations system, er et genuddannet samfund der er projekt orienteret, aktiv og samarbejdende. Manden som en ikke-ødipal mand, d.v.s. den mangfoldige (differentierede) mand, vil sætte sit livs projekt over sit personlige liv. Så længe manden ser det som sin opgave at tjene penge til livets ophold under dette beslavede system - hvorfra han ikke kan undslippe og derfor aldrig 'dukke frem' fra familie systemet - opnår han kun at straffe og ødelægge sin kone, og dermed ødelægger han den menneskelige situation i dens helhed. Så længe han forbliver i fælden, er han ikke en mand. Han er ikke mand indtil hans livsopgave, har et højere formål end hans egen familie-tilfredstillelse. Så længe at familie-tilfredsstillelse, der i dens grundelement er blodskamsorienteret, er hans fundament, vil kvinden være offeret. Indtil en mand er rede til at stå frem og slås for noget højere og ædlere (og ikke for hans egen selviskhed), vil kvinden være offeret. For det menneskelige væsen indebærer dette et stille indre midtpunkt, både for manden og kvinden, med interessere i mening og guddommelig visdom.

En ikke-ødipal kvinde er en ikke-kollisions kvinde der dvæler i hendes voksende følelsesliv. Dette er det ikke-projicerende væsen der ligger i hendes synsevne, berørings- og hørelses-centre. En 'ikke-nerve følelse' men at sande dybt. En følen og høren, hvis udtryksform er asketisk; skønhed, både indre og ydre, samt medfølende. Dette er magten, lyset og kraften af kvinder, som mænd ikke kan nå deres højere aspirationer uden. Det er dette der er blevet kortsluttet i borgerskabets familie. Så at alt der er tilovers til kvinden er "nerve baserede" følelser. Virkeligheden af en kvinde er blomsternes kronblade. Hun ser lysets spil på vandet; hører fuglens sang, er i sig selv strålende transcendent væren. Uden dette kan manden ikke forstå livet. Han vil opfinde en atombombe og ikke betænke sig. Han vil lade den falde og ikke en eneste mand vil lade et ord falde om det. Men hvis han var sammen med den kvinde, ville hun sige, "Hvis du laver denne bombe, hvad vil der så ske med barnet i min livmor'". Denne udveksling af medfølelse kan ikke tage plads, fordi hun har travlt med at græde og har låst sin dør. Og så siger han , "Hvad er der i vejen?"

Kvindens 'andenhed' er baseret på at hun hersker hendes følelsesliv og nægter at gå over til en dialektisk idealistisk tænkemåde, nægter at blive en pseudo-mand, en politisk kvinde. Som Wagner sagde, "Den politiske kvinde er endnu værre end den politiske mand, fordi denne er endnu mere i modstrid med naturen." Barnet, i dens fremtrædende vækstfase, vil blive fjernet fra den påtvungne forbindelse til voksne. Med andre ord. Barnet vil ikke modtage denne projicering af de emotionelle højere voksen-følelser fra moderen fordi, som voksen vil hendes følelser være i harmoni med hendes mands. Hun vil nære hendes mand, ikke kun barnet. Hun vil ydermere nære hendes mand gennem hendes højere selv. Det vil give ægtemanden mod på den højere opgave, som er at etablere retfærdighed, ligeret og de højere livsværdier. Dette er bedst illustreret ved en ældre Irakisk dame af stor spirituel styrke, der var i vort samfund i Norwich. Hun så en af kvinderne med et barn, der begyndte at græde efter at moderen havde givet barnet mad. Moderen sagde, "Hvad er der i vejen? O, der der". Og barnet skreg endnu højere. Hvorefter den Irakiske dame, der ikke tålte mere, rejste sig, tog barnet fra moderen og satte det ned på gulvet. Barnet holdt med det samme op med at græde. Hun sagde, "Du fik din mælk, nu gulvet - og færdig med fyrre!" Hun vendte sig til moderen og sagde du gjorde dit arbejde, der er ikke mere at gøre, lad ham være."

Som D.H. Lawrence sagde, "Jeg beder jer; vær så venlig ikke at elske jeres børn." Han mente selvfølgelig ikke dette i en dyb forstand. Han mente, at vi ikke må hengive os til denne moderne ting at have disse følelser, hvor du i sidste ende tyranniserer og ødelægger dine børn. Men det er selvfølgelig ikke alle kvinder der ønsker denne åbne tilstand og ikke alle mænd for hvem denne vilde tilstand af sand frihed ligger naturlig. Udvælgelsen af en partner er en forud bestemmende faktor for samarbejdende frihed. Der må være en bevidst udvælgelse af partneren før denne udviklede væremåde kan finde sted. Den kan ikke baseres på en forlænget ødipalsk drivkraft, på en kopi partner. Med andre ord, hvis manden går til kvinden i de denne søvngænger tilstand, vil han simpelthen søge billedet af sin moder. Den overlegne samarbejdende kvinde vil kræve den sociale frihed af en multi hustru familie, så hun kan udfører hendes højere spirituelle arbejde. Den overlegne superior samarbejdende mand vil kræve en multi hustru familie som en human og åben ikke-ødipal base for de kommende generationer.

Dialektikken om hor eller ægteskabsbrud, skyldfølelsen og det at vokse sig fra hinanden og monogamiets kvindehad vil være slut. Monogami er i dets natur kvindehadende. Som Jane Arden, en Engelsk forfatter og feminist sagde, 'Ordforklaringen om ægteskabsbrud og dens natur er, 'det er kun sjovt så længe du snyder mor'. Med andre ord, det ligger i ægteskabsbruddets natur at hustruen bliver forvandlet til moderen og at manden er den halvvoksne mand ude på eventyr. Han kommer hjem, "hvor har du været?" "Ude!" "Hvad lavede du?" "Ingen ting." Men tro ikke, at dette ikke er lige så almindeligt udbredt i de Muslimske lande som i Kafirernes lande.

At danne samfund, (Jama'ah), og jeg mener ikke i ordets generelle mening, men på en fortrolig og ansvarsfuld måde, er grundlaget til et post-statssamfund. Det er nødvendig at etablere en 'on-the-ground' klinik for dets medlemmer og en ny undervisningsmetode der bevarer de unges spontanitet for resten af deres liv.

Den moderne stat er et maximum-sikkerhedsfængsel. I det er fangevogterne med-fæller. Fængslet er ikke låst, men alligevel prøver ingen at flygte. Hvorfor er der ingen der ønsker at være fri? Dette er et spørgsmål, jeg har stillet i mange, mange år. Og ved optrævling af dette spørgsmål, når man ind til den menneskelige identitets fundamentale brikker og bag historiens myte. At vejen ud, er ud gennem døren, er ikke svært at vise. Spørgsmålet er, om de fængslede kan eller ikke kan, samle nok kræfter og vildhed til at tage springet til frihed.

Assalamu Alaikum.