Frihedens begrænsninger

af Ian Dallas

Muhammad

Muhammad, må Allah vise ham nåde og skænke ham fredaf Abdalhaqq Bewley

Frihedens begrænsningeraf Ian Dallas

For at tage fat på emnet 'frihedens begrænsninger', må man selvfølgelig starte med at definere 'frihed', før man forsætter med at spørge om der findes begrænsninger og hvis så, hvad disse begrænsninger består af. Man finder, ved undersøgelse, at det filosofiske diskurs, og det politiske doktrin skønner 'frihed' forskelligt.

Baggrunden til disse afvigende synspunkter af ræson og pragmatisk magt, står intet mindre end det tyvende århundrede og dets ukonfronterede kriser og modsætninger. Hvis vi ikke til en hvis grad ser disse kritiske vilkår i øjnene, vil vi være ude af stand til at komme frem til en meningsfuld eller aktiv forståelse af dette væsentlige emne.

I midten af dette århundrede så man et uerstatteligt brud med Europæisk fortid og tradition. Årsagerne til dette kan ikke alene findes i Weimer, men tilbage i 1914. Hvis vi, under de nuværende læreanstalters rammer, betragter den første verdens krig som en imperialistisk krise, vil de efterfølgende begivenheder ikke være til at fatte.

Ernst Junger, Europas største levende forfatter, hvis bøger du ikke er tilladt at læse og derfor ikke fri til at læse sagde, at med den Første Verdens krigs ophør kom enden på monarkierne og med den Anden, kom enden på nation staterne.

Ernest Nolte, en af Tysklands mest anerkendte historikere, skrev for ikke så længe siden en yderst vigtig bog, som du heller ikke har lov til at læse, og derfor ikke er fri til at læse, med titlen: THE EUROPÆISKE CIVIL WAR 1919-1945. Hans tesis var at konflikten fra midten af dette århundrede, ikke på nogen måde var en kamp mellem diktatur og demokrati, men snarere mellem National Socialisme og Bolsjevisme eller International Socialisme.

Dette fik omfattende følger. En af hans synsvinkler var at koncentrations lejr systemet, som Lenin og Stalin havde udtænkt og Nazisterne derefter adopterede, blev betragtet som en teknologisk løsning til politisk opposition.

Fordi han tog sig denne frihed, blev han belønnet med en bombe, der eksploderede i hans bil uden for hans hjem i Berlin, hvor han var professor i historie. Moske husker du, at han var inviteret til at holde en forelæsning ved et kollegium i Oxford, hvor invitationen senere blev inddraget. Med dette hysteriske og bagvaskende angreb garanteredes det at de emner Nolte havde rejst, i det mindste for øjeblikket, ikke vil blive eksamineret. Men forsvinde, gør de jo heller ikke. Fra hans argument fremgår det, at en af siderne til sagen er, at det var Internationel Socialisme der vandt krigen.

På dette punkt er det interessant at tage i betragtning at efter World War II, i det genopbyggede Tyskland, blev studium af historie på universitets niveau standset og sociologi indført i dets sted. Samfundsvidenskab blev placeret indenfor en ideologisk ramme der uundgåeligt var Marxistisk i stemning; læg dette til den fængslende kendsgerning at det var en række regeringer med højre orientering, der tilsyneladende stod for de kapitalistiske doktriner, der stod bag det.

De Europæiske universiteter var fra 1950, sat op på en måde der etablerede ortodoks socialistisk tænkemåde, og i spidsen stod den kendte Frankfurter Skole. Illusionen om åben debat var intet andet end bearbejdelsen af denne ubarmhjertige, skånselsløse dogmatisme, for dets dialektik var udelukkende at socialismen er den eneste gyldige tesis, fascisme dets uacceptabel, frastødende og for ikke at glemme det, tilintetgjort antitese.

Siden hen, ved dets anvendelse som et raffineret og revideret doktrin, var der derfor ikke noget argument, men kun ortodoksi holdt i live ved truslen om, at alle dets fjender på det voldsomste ville blive anklaget, for at være fascister, antisemitister og reaktionære.

Konfliktens højdepunkt kom selvfølgelig i 1968 med de radikale oprør, der på mystisk vis resulterede i at en Rothschild blev anbragt i paladset Elyseè.

Langt fra at føre den historiske proces fremad ved hjælp af kritisk analyse, havde denne radikale dialektik overgivet tronen til et magt system, hvis ansigt vi nu så småt kan begynde at skue.

Det er klart at dialektikken er et svindel. Junger's dybe opfattelse af at nation-staterne er ovre, forudsættede ikke kun super-staterne EUROPAS, SYD AFRIKAS, DET INDISKE SUBKONTINENTS ankomst, men markerede også det historiske punkt, hvor stats magterne afstod deres suverænitet til et opkommende totalt forskelligt system, som bank systemet og de financielle stignings mekanismer.

Østens såkaldte kommunistiske sammenbrud og de mytiske Russiske reformer er intet andet end indgangen til overgangen til disse nye markeder som et verdens beslavende bank system. Gulaggen lukkede ikke men er andetsteds at finde - Palestinien og de nye korrektive faciliteter.

Monetarisme ER Marxisme, fordi det er baseret på, som Umar Vadillo fastslår i 'THE END OF POLITICAL ECONOMY', en allerede optegnet formodning af 'Das Kapital', der fastslår at pengenes materielle eksistens er transformeret ind til en funktionel eksistens, med andre ord, der findes en basisk struktuel tilladelse til at manipulere med valuta på markederne.'

På denne facon har den dialektiske metode udført dets rolle fortrinligt. Historisk set er dette tidspunkt interessant, fordi vi befinder os i et mellemrum mellem sammenbruddet af det kritisk dialektiske, og tilblivelsen af en helt anden ortodoksi der vil forklare for hele verdenen, hvorfor vi skal acceptere verdens bankens nylig gennemtvungne tyranni.

Den mest afgørende indvolvering af den nuværende situation er at forsamlings demokrati som politisk mekanisme, langt fra at sikre masserne deres frihed i stedet lovgiver deres underdanighed til bank oligarkiet. Fra det pålagte bryllup mellem identitets visum og økonomisk status til selve (folke)tællingen, der definere statens parameter og hvad er det andet end et parameter af debitor tilstande.

For den demokratiske stat, som den er defineret konstitutionelt, er intet andet end en modtager af gæld, national gæld, som man skylder bank systemet - et system, der i sig selv er supra national, hvis udøvende magthaver forbliver en ubekendt, men som er vor absolutte hersker; valgt af ubekendte stemmer. Seglet på oligarkiets bank magt er derfor en eksisterende magtesløs demokratisk stat. Opløsning af staten vil medføre demontering af gælds modtageren og enden på det nuværende verdens bank tyranni der ødelægger ecosystemet, arven af den kulturelle skabelon, og muligheden for det menneskelige.

Som følge af revolutionerne tog den konstitutionelle stat dets model fra Frankrig. Omgående var statens tvedelte opgave den,: at udstede Asignatterne, eller de første stats-papir penge og oprettelsen af Den Franske Bank. Den så kaldte Oplysningstids ideologiske ramme var den notoriske Lebertè, Egalite, Fraternite. Frihed, Lighed. Brodeskab. Bevægelsens totale fremstød var at godhed skal lovgives. Robespierre's godhed.

Det politiske synspunkt der erklærede, at utopi kan opbygges ved indskridende lovgivning og pålægning af retfærdig tvang havde dets filosofiske fundament i de Kantiske doktriner af en kritisk begribelig ren fornuft. Det Kantiske synspunkt var støbt på den eksistentielle realitet af det Absolutte Subjekt, der igen nøje undersøger og eksaminerer analysens Objekt. Gemmen disse år er det analyserede objekt, fra at være et bestemt videnskabeligt objekt, underlagt videnskabelige discipliner, blevet selve samfundet og endelig selve mennesket. Regningen for 200 års dagen for den Franske Revolutions kolossale dyre festligheder var betalt næsten udelukkende af de Franske banker.

Solzehnitzen demonstrerede bitterligt hvordan det kommunistiske politis værste overgreb blev udøvet, ikke til trods for - men med entusiastisk anvendelse af den Sovjetiske Konstitution. Højtklingende klausuler forsvarende massernes frihed, sørgede for folkedrab og fjernelsen af millioner af borgere. Kritik af denne teknik kunne ikke komme fra et system der i sig selv var teknisk og det viser sig lige sandt, for Nazi Tyskland, Sovjet Rusland og Zionist Israel.

Alligevel var der indenfor den sidste del af tyvernes og begyndelsen af tredivernes tumult og lidenskab, en stolt intellektuel revolution igang. Så intense har den emotionelle og politiske dialektik været, der fastsatte at fordømme af alt fra denne periode som Nazi og derfor utænkeligt - et ubehageligt og tvivlsomt ord og derfor styrkende for den nuværende oligarki's doktriner samtidigt med at opdagelsen af denne intellektuelle revolution, der lå nedgravet og helt sikkert, til tider også indsvøbt i politiske begivenheder, blev holdt fra livet.

Denne epokes knejsende giganter er Heisenberg, Heidegger og Junger. Heisenberg der sammen med Niels Bohr, står ansvarlig for den totale revolution af vor forståelse af materie og derfor selve eksistensen, har effektivt og for altid forandret ikke alene hvordan vi tænker, men hvad vi kan tænke, for stoffets grund-bestandel blev forvandlet fra solide objekter til partikler i rum eller bølger af lys.

Men langt mere traumatisk var opdagelsel at selve iagttageren var blevet detroniseret fra sin position af absolut magt Ja, selve den handling 'at observere' fik en paradoksal dimension.

I filosofiens verden, var Martin Heidegger, arvtageren af post-Kantien tænkningens sidste højborg som det sidste forsøg på at stille en metode til rådighed der kunne give det Kartesianske subjekt licens til at fungere videnskabeligt, fænomenologien, hvis ultimate praktioserende var Husserl, Heidegger´s lærer.

Heidegger producerede sit første mesterværk, SEIN UND SEIT, Being and Time i 1927. I dette revulutionære værk, hvis publikation forårsagede et enormt chok, gen-definerede Heidegger i grunden mennesket.

For at være færdig med det Kantien emne en gang for alle, (Kant var selv en hjælpeløs teknisk funktionær fra det tekniske system), foreslog han billedet af 'Dasein', bogstaveligt 'en væren', som mands sande identitet. Mennesket var ikke længere den passive participant i det tekniske program, men den aktive søgende, efter meningen med sit selv og virkeligheden, som kun kan opfyldes ved at påtage sig sit eget forehavende.

Heidegger demonstrerede, hvordan det moderne menneske havde udviklet teknik til at tjene sig for til slut, selv at være den der tjente det totale sammenkædede tekniske system. Men hans skildring af mand som 'Dasein', demonstrerede også at billedet af mennesket indenfor det tekniske apparatur var falsk. Mennesket var aldrig separat og på afstand af objekterne af deres aktiviteter, men sammenflettet, tilsluttet og sammenkoblet med hverdagens aktiviteter. Den berømte moderne krise af fremmedgørelse (mental alienation), punktet hvor mennesket følte sig afsides og afskåret fra eksistensen, langt fra at være en svigtende nerve neurose, var et gennembrud, en rydning og et mellemrum der tillod ham at skue tilværelsen som den var, med ham selv, en dødelig, et væsen i tid, hvis sande opgave var hans egen selvopdagelse.

Det tyvende århundredes tredje gigant var den visionære forfatter Ernest Junger, en soldat i to verdens krige, der rejste sig fra tidens gruelige kampe, stædigt nægtende at lægge navn til eller at støtte, hverken Højre eller Venstre.

Endelig, i midten af den 2. V. Krig, kunne han ikke længere holde sig på afstand og slog sig sammen med Stauffenberg i det mislykkede attentat mod Hitler. Han fik på don-quijotisk vis, en benådelse fra henrettelse på grund af de ordenstegn han havde modtaget for heltemod følgende den 1. Verdens Krig og overlevede med en simpel krigsret. Som den eneste Tysker der nægtede at underkaste sig afnazificering, fordi han rasende afviste nødvendigheden af at blive renset af noget han aldrig havde taget på sig, trak han sig tilbage til den Schwabiske skov for der at skrive sine store mesterværker, HELIOPOIS, og EUMESWILL.

Mesterværket fra trediverne, ARBEJDEREN, var et arbejde af profetisk geni. I den gendefinerer han arbejderen, fra at være en enhed i den økonomiske ramme af kapitalismen. Han så arbejderen som værende den moderne mand og kvinde, hvor alle deltog i den tekniske proces. Alle var arbejdere, alle elektricitet forbrugere, vej-forbrugere, fly-passagerer, radio-lyttere. Han så at det emne menneskeheden står ansigt til ansigt med i dette århundrede var, hvordan de skulle forholde sig til og gå udover denne tilsyneladende uundgåelige skæbne af teknisk udvikling. Han foreslog ikke at udøve Luddite (maskinknuser) modstand og ej heller en trækken sig tilbage fra disse spørgsmål i privat bekvemmelighed. Fra dengang og til i dag, har han kæmpet med diskursen om frihed. Og takket være mænd som ham kan vi - i det mindste prøve på at - komme til et konstruktivt synspunkt.

Hans manifest, hvis vi må have lov til at kalde det så, blev skrevet efter færdiggørelsen af hans fremtids roman, HELIOPOLIS. I denne roman., hans helt efter at have stået ansigt til ansigt med de voldelige konflikter og modstrigelses både fra et tyrannisk diktatur, og et indifferent demokrati, har nået det sted, hvor han sidder i klemme politisk og sikker på sin egen undergang, går afsides og med kvinden han elske indtager et bevidsthedsudvidende (psykotropic) stof lignende LSD og fra den indre illuminationen af denne oplevelse, bekræfter han sit eget væsen, og bestemmer sig til, at forberede en ny fremtid. Han tager afsted i sit rumskip med sin kone og sin elev for at præparerer uddannelsen af sin elev og således en ny generation.

Teksten hvori han skildre denne nye opfattelse hedder DER WALGANGER, den der går ind i skovene. Ved det foreslår han ikke på nogen måde en søgen tilflugt i naturen. Han mener ved dette; den der gør brug af hans eller hendes indre ressourcer og finder mening, ikke fra det sociale projekt eller den tekniske skabelon, men fra dybder i deres eget væsen.

Disse tre mænd, der kendte hinanden og delte deres egne spirituelle rejser med hinanden, tilbød den moderne mand og kvinde et ganske nyt syn på vores eksistens. Et hvori selve materiet ikke længere var dødt men stålende, ikke længere statisk men vibrerende, ikke længere lokaliseret men nær. Et, hvor mennesket ikke længere er den kulturelle mellemkomst ødelæggende naturen, men i stedet er selve det naturlige phenomen. Et, hvor mennesket ikke lovgiver eller påtvinger frihed over og imod tyranni, men en der genkender selve friheden som eksistensens grundlag. For som Junger erklærer med den vægtige konstatering der afslutter DER WALGANGER, " ... for frihed ER eksistens".

Det er ikke overraskende, at Junger forbliver kun lidet udgivet uden for Tyskland, selvom han er udgivet på Fransk, og at Spanierne nu udgiver hans totale værker. I Amerika og England, er han nærmest ukendt. Men han blev udpeget, Dr. Honoris Causis dette år på Det Baskiske Universitet. Denne hændelse blev udråbt af en af Spaniens førende intellektuelle til årets vigtigste begivenhed, der også blev bekræftet af Carlos Moya, den meget berømte spanske sociologist.

Et voksende antal europæiske intellektuelle, træder nu ind i den arena der kan kaldes 'gennemtænkning af fridommens phenomelogi'.

Den Heideggerien filosofi der placere fridom som den eksistensielle betingelse, forudsætter en transvaluering af alle tidligere værdier. Gadamer, der var en af Heideggers elever sagde: "Der er intet højere princip af ræson end det af frihed." Så vi kan se, at hvis frihed ikke er noget man opnår ved legeslation og påtvungne regler og struktualisering, må følgerne være, at det er noget der er tabt ved disse pålagte former.

Som vi bemærkede om Solzehnitzen, konstitutionel lov og definerede menneskerettigheder, ramte langt fra deres mål, og resulterede i, et ved lov bevilget slaveri. Det betyder, at kun fjernelsen af de påtvungen magt strukturer vil åbne menneskets væsen op til dets tilstand og potentiel.

Det er staten og dets redskaber af magt der repræsentere ødelæggeren af friheden, og det er staten der er rente-gæld banksystemets politiske arm, der repræsenterer det højeste oligarki og den højeste magthavende struktur af den moderned verden.

Det Tredje Riges romantiske socialisme og den Sovjet Russiske realistiske socialisme, førte begge med sig et tab på flere millioner menneskeliv. Men alligevel er præstationerne af verdenens politiske demokatiers statsmagter efter 1945, endnu mere storslået. Her kan man prale med en dødelighed der overgår fortidens slagterier, og det der tog fortidens systemer årtier, nåede de på årsbasis.

Ifølge Dr. Hiroshi Nakajimi, Diriktør-General til Verdenens Helse Organisation, officielle report: " Vi er vidne til det tavse folkedrab på 11 millioner børn hvert år i udviklingslandene, af årsager der kan forebygges." Dette årlige slagteri er det direkte resultat af rente-gælds økonomien og dens utålelige byrde, der trælbinder disse lande til bank oligarkiet.

Verdenens hele integrerede tekniske system af i dag er opretholdt, og dirigeret fra diktater og en logik af et finansielt system der i sig selv er ude af stand til at fungere rationelt, er magisk, upålidelig og låst i cirkler af katastrofer. Dets væsentligste overlevelse mekanisme er krig og ødelæggelse. Det er 'ikke- reformerende' og er på nationalt plan allerede udenfor muligheden for lokal begrænsning og behærskelse. Den konstitutionelle stat kan ikke redde os, fordi som vi sagde før, er dens rolle at være servo-mekanismen for gældsindsamlingen. Derfor er den såkaldte liberale demokratiske forsamlings-politik, ikke andet end det nye redskab af verdenens beslavelse.

En intellektuel monetarist udkårede for nylig begivenheden, 'dominans af demokratiets frie valg', som værende lig med histories undergang. Hvis mænd og kvinder fuldstændigt mister deres evne til at genkende livets fundamentale natur, der i sig selv er frihed, så vil han få ret.

Lad mig give et citat fra C.G. Jung. Han sagde: "Da skæbnen i hele fire år udspillede en krig af monumental terror på Europas scene, en krig som INGEN ønskede, var der ingen der drømte om at spørge nøjagtig, hvem eller hvad der havde forårsaget krigen og dens forlængelse. Intet menneske indså at den Europæiske mand, var besat af noget der tog hans frie vilje fra ham. Og denne ubevidste besatte tilstand vil fortsætte uforstyrret indtil vi Europæere forskrækkes over vores egen guddomme/lighed.. Kun med den enkelte kan en sådan forandring begynde at finde sted. Derfor ser det for mig ud som vigtigt, at nogle enkelte folk eller folk individuelt, må begynde at forstå, at der findes noget, der ikke er en del af personlighedens ego, men som må tilskrives et psykisk non-ego."

Junger, Heidegger, Heisenberg, og her, om end indirekte, den store psykolog Jung, peger alle mod en erkendelse af guddom. Men inden vi kommer til det, lad os blive et øjeblik ved Jung og hans indsigt til den menneskelige psyke.

Efter at have lagt det dialektiske fængsel af Freudisk distinktioner bag sig, vendte Jung sig til myternes sprog for at kunne beskrive det dynamiske billedsprog der tillader en dyb undersøgelse af menneskelig konflikt; en metode som Junger også brugte i hans visionære skildringer. Jung bygger en hel serie af indblik op. omkring myten om guden Priapus, sat i den panteoniske gudeverden præcist da den forhenværende naturlige Olympiske verden var styrtet foran Roms imperialisme. Således repræsenterer Priapus unaturlige elementer der havde trængt sig ind i naturens primære harmonier. Når fallisk energi er fornægtet vil, fallos der repræsentere menneskets libido som dets kapacitet til at potentiere dets egen skæbne, blive afspaltet og blive til et autonomisk kompleks. Fallisk styrke bliver så frigjort fra legemet; en ting i sig selv. Dette er Priapus.

Efter ulegemliggørelsen sanser selve mandens væsen sig som ubemandet, og så for at kompensere for tabet af fallus i den del af bevidstheden vi er bevidste om, giver personen sig hen til kompenserende opblæste fantasier, både i hændelser og roller. Disse opblæstheder, den i fantasi erekte fallus, er fastlagt kollektivt, som Jungien, James Wyly udtrykker det, "....ved at de er bestræbelser på at tilpasse sig en ydre standard på en måde, der vil måle sig gunstigt med den standard, uanset den enkeltes personlige karaktertræk eller egentlige evner."

"Så Priapus, det afsplittede kompleks, bliver til en slags forkæmper for selvets interesser og arketype for helhed og psykens regulerende center. Men det har ingen adgang til egoets perception. Det kan kun tragte efter integration ved dramatisk at handle IMOD egoet, og henlede egoets opmærksomhed ved skånselsløst at undergrave den oppustede position som egoet har opbygget."

I denne Jungien model, er denne oppustede fantasi efterfulgt af fornedrelse, og kan på grund af dets naturalisme, hvis denne begivenhed bliver omfavnet og konfronteret, blive åbningen til et naturligt liv.

Jung antyder set kulturelt, at det maskuline, der udtrykker sig på det sociale område som et patriarkat, eller mandlige værdier, dominerer den moderne virkelighed. Dette betyder igen at eftersom enhver bevidst holdning har en kompenserende ubevidst holdning, er der i vores hovedsagelige mands dominerede samfund, en massiv og kraftig matriarkat fiksering. Dette ubevidste, eller lad os sige skjulte sammenhæng til den moderlige arketype resulterer uvægeligt i en Priapic cyklus; isolerende fallusset fra union og hengivelsen til fantasi, social kæmpevækst og inflation.

For os, er det her at den Jungien model antager dens specielle betydning. For denne 'fantasi inflation' sker rent faktisk i cirkler i det globale økonomiske system af finansiel kontrol, som den moderne mand har udtænkt. Denne inflations cyklus, i overensstemmelse med modellen, er upålidelig, ustoppelig og en konstant og plagende frygt der dominerer samfundet; nedbringer regeringer, forårsager springet til at bruge desperate midler som diktatur, størrer våben programmer, atom-terror, eller som alternativ for masserne; tilflugt til 'drugged', at undgå krise gennem kompulsive trangs udsvævelser.

Med andre ord, set udenfor dialektikkens synsvinkel, der i sig selv er rammen for opretholdelse af fantasi og undvigelse af ansvar, er nutidens verdens finans rente-gælds system produktet - ikke årsagen - til den forstyrrede psyke der nægter kvinder deres kollaborative plads side om side med manden.

Den konstruktive løsning til denne moderne neurose er bevidst at trækkke sig tilbage fra fantasi mekanismen af inflationens levemåde, baseret på en menneskelig økonomi af værdiløse penge, en symbolsk velstand, papir og plastik symboler med en givet nummerværdi, der er blevet skønsmæssigt anvist fra matematiske symboler.

Frihed, i dens nye mening indebærer - retten til adgang til reel naturlig rigdom, af eget valg og ikke valgt for os, en ret som intet individ har i dag. Vi vælger ikke og kan ikke vælge vores egne penge. Vi vil ikke være i stand til at handle frit med reelle værdi symboler, efter ejet valg så længe den moderne stat og super-staten er til. For, som vi definerede det før, statens rolle er intet andet end at trælbinde dets borgere i gæld.

En bevidst og overvejet tilbagetrædelse fra vælger- beslavelsen, må derfor gå forud for bank-neurosens fald og Priapic dilemmaet ydmygende fantasi færds endelige.

Kun ved sammenbruddet af den moderne datamatiserede stat vil en naturlig og menneskelig anvendelig eksistens ske, og kun da vil selve planeten være ude af fare fra den tydelige ustandselig hærgen af den fantasi magt forårsaget af de billioner dollars der dagligt oppustes (inflation), for igen at miste deres værdi og binder os til umulige sociale programmer, hvoraf det aller farligste og mest uugåelige er atom krig.