Arbejderen blev stukket en løgn om sin situation

af Umar Vadillo

Arbejderen blev stukket en løgn om sin situation
af Umar Ibrahim Vadillo

Arbejdsløshed er ikke et resultat af at menneskelig arbejdskraft blev erstattet af maskiner.

En maskine kan overtage menneskeligt arbejde, men dette påviser ikke at teknologisering af produktionsforløbet skaber arbejdsløshed medmindre vi betragter det, at arbejde som "ansat" for en gage, som den eneste måde at skabe en indtægt på. Og det er jo ikke korrekt.

Inden man tager arbejderen som ansat til eftertanke, er man nødt til at spørge til tilstanden af sådan en situation, der tvinger os til at være ansatte og som gør os ude af stand til at drive vore egne foretagender, og derfor være uafhængige.

"WHY DO WE NOT REPLACE THE WORD "UN-EMPLOYMENT" BY "UN-SELFEMPLYMENT"?

HVORFOR SKIFTER VI IKKE ORDET "ARBEJDSLØSHED" UD MED ORDET "IKKE-SELVSTÆNDIGHED"?

"HVORFOR SKIFTER VI IKKE ORDENE "LEDIG PÅ ARBEJDSMARKEDET" UD MED ORDENE "IKKE LEDIG TIL SELVSTÆNDIGHED"?

Hvorfor blev mennesket med ét defineret som 'arbejdende' og 'arbejdsløs', når man klart har bevist at størstedelen af folk tidligere var selvstændige? Er teknologisering af produktionsmetoden årsagen?

ÅGER ER DEN ENESTE ÅRSAG TIL AT DE SÅKALDTE 'ARBEJDSLØSE' BLEV TIL, ELLER RETTERE, ÅGER ER DEN ENESTE ÅRSAG TIL AT MULIGHEDEN FOR AT VÆRE SELVSTÆNDIG BLEV FJERNET.

Forretning er i bund og grund et handelsforetagende; først at købe og siden at sælge. Handel vil eksistere så længe der findes en der ejer noget, og folk der vil eje noget. Handel formindskes ikke på grund af maskiner, for maskinerne ejer ikke varerne. De kan kun blive brugt som et vehikel for produktionen. Maskiner kan udskifte arbejderen, men ikke handelsmanden.

Maskiner kan ikke ødelægge handel, men bankernes rentesystem, der gennem alle tider har heddet åger, kan ødelægge handel.

Bankens rentetarif fungerer som en barrikade for handelens eksistens.

Hvis rentebyrden er 10%, og den forventede fortjeneste er 6%, vil ingen investere i det nye projekt eller andre lignende handelsanliggender. Hvis du driver en forretning med 6% fortjeneste på anbragt kapital bliver du opfordret til at sælge og sætte dine penge i banken. Derfor vil al forretning under 10% forsvinde.

Thatcher og monetaristerne kalder det: 'at få bragt den ikke-konkurrencedygtige sektor af veje', for så at kunne reklamere med; et 'konkurrencedygtigt' land.

De fortalte ikke, at størstedelen af eventuel handel kan eksistere på en meget lille fortjeneste på anbragt kapital (investering). Der er kun få handelsforetagender hvor fortjenesten på kapitalen er stor. Men der er adskillige mindre erhvervsdrivende med en lav fortjeneste på anbragt kapital. I konkurrence-dygtighedens navn betyder denne 'rente-barrikade derfor, at muligheden for langt de fleste af de små handlendes eksistens er tilintetgjort.

Men hvordan kan man kalde de små erhvervsdrivendes tilintetgørelse for forøget konkurrence, når vi ved, at tyve små er bedre end én tyve gange større? Ligeledes er individuel selv-motiveret ledelse mere fleksibel end en bureaukratisk pyramideledelse. Det er her forskellen mellem 'privat entreprise' og 'social entreprise' ligger. I sammenhæng med socialismen skulle det være netop her at fordelen ved 'det frie marked' er at finde.

Det de mener med 'forøget konkurrencedygtighed' er, at takket være udryddelsen af den ubehagelige konkurrence, som de små udgør, vil de store korporationer være de eneste i stand til at overleve, hvorefter der så sker en forvandling af disse selvstændige til ydmyg og billig arbejdskraft.

Penge, der kunstigt er gjort produktive, og er udbudt i endeløse mængder, har den effekt at små handelsforetagender udslettes. Forrentning tvangsforvandler selvstændige mennesker til afhængige servile lønarbejdere. Denne affære går flere hundrede år tilbage i tid.

I vor tid har vi nået tinden af et nyt feudal-system. Som Sokrates klart og præcist fremførte det, 'lønninger er kun for tjenestefolk og slaver'. Er vi nu ikke alle blevet gjort til tjenestefolk? Enden på middelalderens feudalisme kunne karakteriseres ved at folket, der selvfølgelig også havde andre former for indtægter, havde opnået uafhængighed som selvstændige handelsfolk. Indtil for 150 år siden, var det set som ydmygende at arbejde for nogen, noget man kun gjorde for en tid, om nødvendigt. Ellers var det betinget de der ikke kunne klare sig på egen hånd. Med bankernes kommen ændrede denne situation sig hurtigt til en, hvor folk blev tvunget til at arbejde for en anden; ellers havde de intet.

Frie folk blev, ved hjælp af kunstige 'markedskræfter' (renter), først forvandlet til "de ansatte" og da rentesatsen blev presset i vejret, blev de arbejdsløse. Forbrydelsen er ikke, at jeg ikke kan få arbejde, men at jeg er nødsaget til at arbejde for en anden, fordi jeg ikke har en chance for at have min egen virksomhed, alene eller sammen med 50 andre.

Socialismens kommen.

Socialismen blev født til at slås imod denne monstrøse situation. Socialismens tilblivelse havde intet at gøre med hvad der i dag kaldes socialisme, men det modsatte. Økonomi eksperten Ricardo (der inspirerede Marx) sagde, at maskinernes tilblivelse ved den industrielle revolution, var grunden til arbejdsløsheden. Men socialisterne var ikke tilfredse med dette. Bakunin definerede socialismen som 'statens undergang'. Staten var den administative skatteopkræver, og disse skatter var en forhindring for handelen i sig selv, for til syvende og sidst at blive brugt til betaling af statsgælden til bankierne, og det i en meget høj grad (ligesom i dag). Richard Wagner i Dresden definerede revolutionen som 'regering uden stat, og handel uden åger'. Joseph Pierre Proudhon beskyldte ågerrenter for, at "bære ansvaret for industriens lammelse".

Socialismen var i starten kampen mod den administrative stat og mod bankerne. Den stod for regering uden skatter, og handel uden banker.

Da socialismen blev kidnappet.

Med en kommission fra den øverstbefalende i den engelske frimurerloge, skabte Marx en teori der ved at fordreje meningen af ordet åger, blev til den såkaldte teori om 'overskudsværdi' eller merværdi.

Åger hedder tarbith på hebraisk og betyder faktisk 'forøgelse af værdi'. Så merværdi er en bogstavelig oversættelse af ordet åger. Handel er en ting, åger, en ganske anden. Handel er profit ved køb og salg, og mindst to transaktioner er involveret. Åger er profit ved én transaktion, hvor man høster mere for mindre (som renter på penge). Marx sagde, at handel skaber merværdi (åger), men at en ågertransaktion ikke skaber merværdi (åger). Samtidigt helliggjorde han også staten, som han hyklerisk kaldte for 'Arbejderens Stat'. I stedet for 'tvangsgjort servilitet til stat og bank' hævede han det, at arbejde for en løn, op til et heroisk ideal. Marx stjal, med frimurernes hjælp (the Fraternal Demokrats, the League of the Just, og andre), Proughons og Bakunins Europæiske revolution, og ændrede den til dets modstykke.

Moderne socialisme er ikke socialisme - statens endeligt - men er Marxisme i dens sted.

Fagbevægelsens svig.

Fagforeningsbevægelsen er ensbetydende med at overgive sig til en tilstand af at være tjenestepersonale. Fagforeningerne spørger ikke hvorfor vi skal tjene for en løn, fordi deres hovedopgave er at hæve de ansattes løn. De vil aldrig løse arbejdsløshedsproblemet, fordi de allerede har indrømmet at de tager det bankvæsen for givet, der fordømmer dem til at være ansatte, og til ikke at have et selvstændigt erhverv.

I stedet for at slås for arbejderen garanterer fagbevægelsen, at der altid vil være et arbejderklasseskel. Takket være fagforeningsfolkene, arbejder folk ikke 12 timer pr. dag, for en ynkelig betaling (i det mindst ikke på overfladen), men ved dette er det kun en gladere tjener man har opnået. Dette i sig selv forhindrer de egentlige emner at komme for dagens lys. Fagbevægelsen er slavernes oprør imod herrefolket, og en bekendelse af at de ikke selv kan være herrer. Hvis det eneste alternativ er arbejdsløshed, så er det at være i arbejde selvfølgelig alt. Men det gør ikke folk tilfredse i det lange løb.

Fagbevægelsen har, ligesom Marxismen, ingen kritik af åger. De forbigår dette ord. Bank systemet er i sikkre hænder hos dem.

For at være i stand til at fjerne kryberiet (serviliteten) omkring arbejde/arbejdsløs dialektikken, må vi fjerne åger, og derfor må bankvæsenet afskaffes. Hvis vi fortsætter med banksystemet, vil vi aldrig blive i stand til ikke at være ansat under andre, og disse andre vil være 'dem', finansfyrsterne som ejer det hele. Finansmændene er godt tilfredse med at straffe deres tjenere med frygten for at miste deres arbejde og ende på understøttelse. Denne psykologiske frygt undergraver muligheden for at tænke frit. Man ender med tjenere, der er mere konservative end deres egne herrer. Dette gør at folk frygter forandring af enhver art, fordi de frygter at miste de 'pebernødder', man tilbyder dem her og nu. Vi bliver fortalt at det er, at være praktisk. Så det er ikke overraskende at finde tjenere, der forsvarer bankvæsenet, selv om de er blandt de 90.000 mennesker i Storbritannien, der sidste år mistede deres huse, fordi de ikke kunne betale den forbryderiske rente på deres pantebreve. Disse anliggender er blevet til en ortodoks religion, en hellig sag. Heldigvis er der folk der ikke tror på denne religion og ønsker at gøre noget ved det.

Hvordan vil vi skaffe os af med banksystemet?

Lad os først få en forståelse af hvordan bankrenter fungerer. Bankerne fungerer som omfordelere af de penge de i første omgang samler ind fra os. Fra alle os får de først vore penge og så låner de dem til andre mennesker. De låner ikke til de ærligste iblandt os eller til de bedste handelssanliggender eller samfundsprojekter. Det er dem uvedkommende. De låner pengene til den person, der har nok garanti eller yderligere sikkerhed, uafhængigt af forretningens formål. Foretagendet kan være bundråddent, men har du den rette kaution, vil du få pengene; mens personen med det bedst tænkelige projekt ikke vil få pengene, fordi han ikke har den rette kaution. Dette er ikke det mest effektive system for samfundet. Det bedste og mest retfærdige system for samfundet vil være et, der forsikrer sig at samfundets investeringer går til de bedste projekter, uafhængigt af om de er iværksat af de rige elle ej. Arbejderen er blevet fortalt: "de store forretninger er ikke noget for dig, for helt ærligt, hvem tror du, du er? Du har ingen penge. Du har kun lov til at arbejde for en gage". Det er ikke underligt, at arbejderskaren udvikler en slags helligt forhold til banken, der er mere fyrigt end forholdet til deres religiøse overbevisning, og der oftere udvikler sig til det, de tror på. Det retfærdige system vi omtalte før, kan kun opnås ved hjælp af nye måder at opsætte kontrakter på, der kan binde investeringens profit til selve foretagendet og ikke til renterne.

Før bankvæsenets tid var de dominerende kontrakter for handel, enten at 'bemidle en anden' eller partnerskab. Den først nævnte var den kontraktform, hvorved penge blev udlånt til et forretningsforetagende, med profit eller tab, i modsætning til ågerkontrakten hvor banken udlåner penge, men ikke vil have noget at gøre med de mulige forretningstab; de vil kun se profit. I ågerkontrakten investeres der ikke for forretningsforetagendet skyld, men kun for profitten fra selve kontrakten. Renterne på lånet er set som en leje af penge, selv om der i penge intet er at leje ud. Det er at tage profit uden at give noget til gengæld.

Den anden kontraktform var partnerskab. Oprindeligt var partnerskab bygget på en overføring af ansvar for nogle varer til en anden person, og denne anden person kunne igen overføre det samme til dig. I denne egentlige overdragelse af varer fra en person til en anden, finder vi grundelementet til et revolutionært forslag: At have handel uden nødvendigheden af kapital finansiering; at have handel uden at være nødsaget til at eje investeringen eller virksomheden. Dette er utænkeligt for det moderne menneske men handel plejede i mange århundrede at fungere uden en nødvendig kapital. Dette står ikke i relation til det rådne børssystem, men står i relation til de spontane iværksættelser af traditionelle Laug (se Laugenes genkomst) som uorganiserede selvfinansierede grupper, som bankierne knækkede. Nyheden er, at man ikke behøver at eje varerne for at være en handelsmand. Vi har brug for hinanden, men vi har ikke brug for bankerne. I et samfund, hvor der er tillid mennesker imellem vil et sligt system fungere. Denne tillid er det, der gør os uafhængige og derfor ikke nødsaget til at arbejde for en gage. At 'bemidle en anden' og 'partnerskab' var i stand til at eksistere på grund af en sådan tillid, der også er den grobund hvorfra en fornyet verden vil vokse op.

Hvordan var det muligt for bankierne at udmanøvrere den første form for kontrakt til fordel for rente-lån, og hvordan kunne det lade sig gøre at forvandle mennesker fra at være partnere til mennesker der kun ønsker at opnå en løn?

Bankierne fandt på noget nyt. De opfandt papirpengesystemet. Ja faktisk så er bankerne ikke andet end papirpengesystemet. Den effekt papirpengene fik i begyndelsen var helt utrolig. Med et tusind pund guld kunne de udlåne 20 gange så meget, altså 20 tusinde pund i papir og således skabe kredit ud af intet. Denne slags invitationer gik ud til bankagenterne i hele Europa, hvorefter de bogstaveligt talt falbød penge ud af ingenting. Først var folk henrykte, fordi der var en pludselig cirkulation af penge omkring i en målestok ej hidtil set. Nye erhvervsdrivende skød op alle steder. Bankerne tilbød endda også papir i bytte for guld med en pålydende værdi højere end guldets reelle værdi. For 5 pund i guld fik man 10 pund i papir. Det var ikke til at modstå. Men problemet med papirpenge er, at det virker ligesom narkotika, den første effekt er fantastisk, men du bliver afhængig. Efter nogle års forløb da stormen havde lagt sig fandt de, at pengene nu var i hænderne på nogle nye enkelte personer, og at alle andre var foruden. Da de løb hen for at veksle deres papirpenge til guld, blev det dem fortalt, at guldet var blevet devalueret. De kunne kun få 1/100 af den pålydende værdi i guld eller beholde deres papir. De var blevet snydt. I dag og det endda i civilisationens navn er denne samme proces at finde, i den Nordlige del af Nigeria. Lad os gøre os dette helt klart. Inflation, skabt ved hjælp af et påtvunget omsætningsmiddel (medium of exchange), og der til bankkontrolleret, er intet andet end tyveri. At mennesket ikke er tilladt den frihed det er, at bestemme sig til et eget omsætningsmiddel er bedrag.

Bankernes rentesats udslettede de små handelsforetagender. De skabte en massiv ophobning af kredit-penge, der kunstigt blev dirigeret mod gigantiske foretagender, ejet af ganske få, i stedet for at give 'partnerskab' en chance for udvikling. Hele den teknologiske revolution, der teoretisk set var for menneskehedens gode, blev kapret af banksystemet der forvandlede det til et degeneret uhyre. Men så længe Europa var i et imperialistisk humør, blev de problemer, der er tilknyttet 'papirpenge-inflationens' endeløse tyveri, lindret ved hjælp af de store mængder af goder fra kolonierne, der også afspejledes i en generel følelse af velvære og trivsel. Men ligesom at den tredje verden er nået til et mætningspunkt af gæld, der tyder på, at de ikke videre kan bestjæles, er de problemer som åger tilvejebringer, og der altid lurer under overfladen, begyndt at skyde op indenfor vore egne døre af stål. Det er ikke kun, Den tredje Verdens mennesker, der lever under det stress en ubetalelig gæld udgør. Nu har vi, i Den første Verden, også nået den yderste grænse af vanvid.

En autoritet der er nærmere folk selv.

Vi blev gjort til bankvirksomhedernes tjenere, fordi de eliminerede mulighederne for den lille virksomheds eksistens. Vi blev oven i købet gjort til 'evighedsskyldnere'. Vi er født i skyld (som en arvesynd) til statsgælden. Med monopolerne på handels-markederne garanteres der, at lønningerne udbetalt til dig over de næste 20 år, i form af betaling af pantebreve på dit hus, hvor inflationen har fordoblet prisen, går tilbage til pengefyrsterne. Eller man kan nøjes med at sidde til leje og intet eje. Alt imens du bare går på arbejde, og lader pengefyrsterne eje det hele .

Det er råddent. Fagforeningerne vil ikke tage arbejderne i forsvar. De vil bare sikre sig at man går på arbejde. De politiske partier er en tom komedie og er ude af stand til effektivt at ændre samfundet på en seriøs måde, fordi hele deres politik er afhængig af bankerne. Medmindre vi lærer at leve uden bankerne, vil vi vedblive at være deres tjenere. En arena hvor man 'bemidler hverandre' og hvor 'partnerskabskontrakter' kan genoprettes som samfundets fremherskende sædvane, er en arena af tillid. Og denne arena kan kun opnås igen, hvis handelskontrakten ikke er afhængig af bankerne, men afhængig af folks uafhængige autoritet. Med andre ord; vi har brug for at rekonstruere den traditionelle form for lokal styrelse, hvad enten det er i form af Skotlands Klansoverhoved, Afrikas stammhøvdinger eller Buruzagi'en fra dalen Euskal Heria (Baskerlandet) eller det arabiske samfunds Emir, eller overhovedet til Siciliens mafiafamilier. Nu da denne er i bankiernes besiddelse må vi genoprette samfundets lederskab. Hvis vi har indset at bankerne snyder os og vi ønsker at vor uafhængihed, må vi anbringe vor tillid andet steds. Samfundets ledere som en sidste instans vil garantere, at alle love og kontrakter håndhæves. Så kan tillid mellem mennesker gro. Uheldigvis er mafiaen et eksempel på dette, som det eneste folk i Europa der kan lave en kontrakt imellem dem selv, som de er sikre på vil blive overholdt. Disse folk har total tillid til hinanden fordi ingen vover at opføre sig forkert på en måde der er totalt utænkeligt uden for denne kreds. De er de eneste tilbage i Europa, der stadig har ledelse. Uheldigvis.

For at opnå uafhængighed fra det tyranniske monetaristiske banksystem og dets ågerpraksis, er det en nødvendighed at anbringe autoriteten på et samfundstrin der er inden for folks rækkevidde. Uden denne autoritet, vil bankerne være vor autoritet, dikterende nationens veje, og vi vil være dømt til at være deres løn-slaver. Hvis en udvej er ønsket må du forene dig med andre mennesker med den samme ide, vælge en leder, og også erklære jer uafhængige fra åger-jerngrebet. Der er mennesker derude, der gør præcis det.

Vi i Euskal Herria (Baskerlandet) har allerede forsøgt kristendommen. Marxismen var mest af alt en spøg fra jødernes side. Men fremfor alt og i deres altoverskyggende stråleglans regerer den urørlige og uforståelige religion af stat og bank . Gør oprør imod dette tyranni og kom til Islam! I Islam har vi alle de ressourcer og strategier nødvendige for at bryde fri fra statens og bankernes greb. I Islam er du ikke arbejderen, du er det frie menneske. Uden Islam, er du bankvæsenets slave. I morgen med Islam, vil bankerne og dens forbrydere være færdige. Islam vil genoprette den af vore forfædres mest almindeligt kendte væremåde, der som baskernes universale nobilitet, betød at en basker aldrig arbejdede for andre.

Den eneste vej ud af ågersystemet, er Islam. Jødedommens og kristendommens tidsaldre er omme. Islam er regering uden stat og handel uden åger. Ingen gud, ingen hersker, kun Allah. Viden om Allah er beseglingen på din forståelse for, at der ingen gud og ingen hersker er. Hvis mennesket ikke besidder 'Viden om Allah' vil det have afguder og herskere. De vil fortsætte med at tilbede ubrugelige og nøtteløse forgængelige ting: samfundet, værdiløse penge eller deres arbejde. Kun ved at indse at 'Allahs budbringer er Muhammed, som enhver af sendebudene før ham, kan en retfærdig handelen og en sund samfundsøkonomi genopstå.

Islam eller banksystemet? Islam eller en verdens stat? er en beslutning vi alle må tage