Madinas 'Amal

af Aisha Bewley

Om Madinas 'Amal

Af Hajja 'Aisha Bewley

Du har måske hørt udtrykket "Madina-folkets 'amal" og spekuleret over hvad der menes med det og hvad det indebærer. Hvad er 'amal, eller direkte oversat, 'handling'? Hvad betyder det og hvor stammer det fra? Og hvad har det med os at gøre? Emnet er fyldt med misforståelser, fordi de færreste idag har nogensomhelst ide om hvad 'amal faktisk er. Og årsagen til, at det er så svært at forstå begrebet 'amal, er det der er tilstødt muslimerne under udviklingen af, og påtvingningen af, en statisk metodik og mentalitet på islamisk lærdom. Denne proces fik rigtigt sat sig fast fra omkring år 250 efter hijra under Abbasidernes khalifat i Bagdad, og denne proces er stort set blev skjult eller overset, på trods af at den selvsamme proces har lammet muslimerne og gjort dem ude af stand til at tackle deres nuvearende situation på realistik eller autentisk vis.

At forstå hvorfor begrebet Madinas 'amal blev fejet under bordet, er at forstå hvorfor muslimer idag er magtesløse. Og at forstå hvad Madinas 'amal faktisk er, er at se den retning muslimerne må tage for at gen-aktivere Islam som en politisk magt. Jeg håber at dette oplæg vil forklare dette.

Vi må spørge os selv: 'Hvad er grundlaget for muslimernes adfærd? Hvilke kilder går vi til for at vide hvordan vi skal handle i livet? Hvilke retningslinier er der for vor adfærd?' Svaret er simpelt: Qur'an og Sunna. Vi har ingen besvær med Qur'anen. Men her kommer vi så til kernen af vort problem: hvis vi skal følge sunna, hvad er denne sunna og hvordan finder vi den? Fordi det Sunnaen faktisk gør, er, at den forklarer Qur'anen igennem adfærd. Det er vor profets sædvane, må Allahs fred og nåde være med ham, som viser os hvordan Qur'anens anvisninger forvandles til egentlig handling, som vi kan bestræbe os på at efterligne.

For at få svar på hvad sunna er, bliver vi også nødt til at forstå to begreber: hadith og 'amal.

Hvad er hadith? En hadith er en mundtlig overlevering fra Profeten, må Allahs fred og nåde være med ham. Det er en beretning om hvad han sagde eller gjorde, overleveret fra person til person i en velkendt kæde af fortællere. Mange mennesker er kommet til at formode at dette korpus af hadith er det samme som Sunna, og faktisk påstår nogle dette uden omsvøb. F.eks. "Den primære kilde til den islamiske religion er Qur'an og hadith." (Shariah: Den Islamiske lov, 'Abdur-Rahman I. Doi) eller "Alle trosartiklerne..... er baseret på eller udledt fra Qur'anens lære og Traditionerne fra Muhammad." (Islam i Fokus, Hammudah 'Abdalati). Her foreligger en forkludring af de to begreber, som vi nu vil udrede.

Vi præsenteres ofte for et billede af muslimerne, der pludselig blev grebet af panik over at miste Sunnaen og som forrykte prøvede at gribe den og nedskrive den, før den blev skyllet væk. Men det der blev nedskrevet var hadith, og derfor formodes det at hadith er ensbetydende med sunnah. Ønsker man en mere detaljeret redegørelse af overgangen til denne hadith-baserede Islam, og om hele udviklingen af hadith-metodologien, kan man med fordel læse Root Islamic Education af Shaikh 'Abdalqadir al-Murabit. Det er for omfattende et emne til dette oplæg.

Under alle omstændigheder står det klart, at dette hadith-baserede synspunkt er et temmelig anakronistisk syn på islams tidlige periode. Folk bad jo deres bønner, drog på hajj, gjorde wudu?, indsamlede zakat og fortsatte deres liv som muslimer i Madina, ganske som de havde gjort det fra Profetens tid, til Maliks tid og tiden derefter. Der opstod kun konflikter når en eller anden kom med noget nyt, der så måtte sammenlignes med den eksisterende praksis. De søgte ikke i et bind af hadith. De var ikke et boglærd folk. Overlevering skete øjeblikkelig og umiddelbart. Hvordan gjorde folk? Som Malik sagde: "Hvis du ønsker viden, så slå dig ned!" - dvs. i Madina - "for Qur'anen blev ikke åbenbaret ved Eufratfloden" - dvs. i Irak.

I Irak fandtes kun få af Profetens ledsagere (sahaba), og Islam var nyankommet der. For at finde ud af hvad der var korrekt, måtte man opsøge en af de tilstedevearende sahaba, og fra ham fik man så én persons mening, enten i form af en bestemt opfattelse, en fatwa eller en hadith. Ydermere var det i dette miljø i Irak, at forfalskning af hadith fandt sted, og hvor hele hadithvidenskaben, om teksterne, fortællerne osv, derfor udviklede sig, for at man kunne forvisse sig om en bestemt hadiths nøjagtighed. Som Ibn Taimiya sagde, "Ingen byers beboere løj så meget som dem i Kufa (den irakiske hovedby)." Det er et velkendt faktum, at Malik og folk i Madina normalt ikke godtog hadith fra folk fra Irak, fordi der var så mange løgnere der, og fordi irakerne ikke skelnede mellem hvem der var troværdig og hvem der løj.

Den store fare ved dette billede af muslimerne, der prøver at redde Sunnaen ved at skrive ahadith ned, er formodningen om at ahadith er lig med sunna. Sådan var det ikke og sådan er det ikke: AHADITH ER IKKE LIG MED SUNNA. Man kan ikke bare tage et bog med ahadith, læse den, og udlede Sunnaen derfra. Derfor er hadith ikke ensbetydende med Sunna. Man får ikke direkte adgang til Sunnaen igennem ahadith. Profeten havde forbudt folk at skrive andre af hans ord fra ham end Qur'an. Han bad dem slette hvad de havde skrevet, og først senere tillod han det atter. Men der er en antydning af en bestræbelse på at undgå at ahadith blev hævet til Qur'anens niveau.

Tilbage har vi så 'amal. Ordret betyder 'amal "handling" og henviser til den praksis i Madina, der hersker enighed om. Så Profetens sunna er inkluderet i 'amal, og ligeså er ijtihad, som er senere autoriteters individuelle vurderinger, navnlig 'Umar ibn al-Khattabs. Sunnaen er Profetens handlemåde, og derfor er al sunna 'amal, men al 'amal er ikke sunna.

'Amal er en integreret del af Sunnaen. Sunnaen er, som vi sagde før, ikke ensbetydende med ahadith, for selvom der er enighed om en hadiths fuldstændige pålidelighed og ægthed, både i henhold til fortællerkæde og tekst, blev der ikke nødvendigvis handlet på den i Madinas tidlige periode, og var derfor ikke en del af Sunnaen. 'Amal er Profetens normale praksis, må Allahs fred og nåde være med ham, eller de fire første kaliffers praksis, dernæst ledsagernes (as-Sahaba) og deres efterfølgere, (Tabi'un), og så generationen efter dem, (Tabi'ut-Tabi'in). Zaid ibn Thabit, den velkendte ledsager sagde, "Når man ser Madinas indbyggere gøre et eller andet, så ved man at det er sunna." Dette peger helt klart mod 'amal, altså mod "handling", og ikke mod en mundtlig overlevering. Derfor er sunna og 'amal faktisk tættere på at være ensbetydende med hinanden end sunna og hadith er, og sådan finder man da også ofte disse anvendt: "De Retledte kaliffers sunna" f.eks.

I dag er hadithernes position blevet meget stærkt rodfæstet og urokkelig. Men der er dog et meget alvorligt problem i at tage hadith som grundlag for sine handlinger. Og det er, at for at kunne bruge ahadith må man have fiqh eller ?forståelse? af dem. Ibn Wahb sagde, "Enhver der kender en hadith men som ikke følger en imam i fiqh er på vildspor (dall)," og ibn 'Uyaina sagde, "Hadith er en kilde til forkert anvendelse for alle, undtagen fuqaha' (de fiqh-lærde)" Man skal have et kriterium for at kunne afgøre hvad en hadith betyder, hvilke ahadith der er ophævet, hvilke man skal, og ikke skal, handle udfra.

Madinas kriterium var 'amal. Hvis en hadith var i modstrid med 'amal, blev den ignoreret. Enten fordi denne bestemte hadith var overflødiggjort eller henviste til bestemt situation, osv. Hvis man selv overvejer hvilke ting man fortæller andre, så er man tilbøjelig til at fortælle det usædvanlige og ikke det trivielle og hverdagsagtige. Og i hvert fald med hensyn til overlevering af hadith som Ibn Taimiya helt katagorisk fastslår, "Af alle byerne var Madinas folk dem med den sundeste fornuft, både hvad angår overlevering og mening. Deres ahadith er de sundeste af alle ahadith. De lærde i hadith er enige om at de sundeste (mest autentiske) ahadith er fra folk i Madina og derefter fra folk i Basra.? I øvrigt blev Maliks ahadith overlevering set som den mest troværdigste af dem alle. Al-Bukhari sagde at isnaden, "Malik fra Nafi' fra ibn 'Umar" er "Den gyldne Kæde". Uanset hvor i sin Sahih han har en hadith fra Malik, har Imam Bukhari sat den forrest.

Hvad angår holdingen til 'amal vs. hadith i Madina, fastslog 'Umar ibn al-Khattab på mimbaren: "Ved Allah den Almægtige, jeg skal gøre det svært for den person, der fortæller en hadith som afviger fra den ('amal)." Ibn al-Qasim og Ibn Wahb sagde: "Jeg indså at Maliks opfattelse var, at handling ('amal) er stærkere end hadith." Malik sagde: ?De lærde blandt tabi'in overleverede ahadith der var blevet overleveret til dem fra andre, og de sagde, "Vi kender den, men den tidligere 'amal (praksis)er anderledes."

Malik sagde: "Jeg så Muhammad ibn Abi Bakr ibn 'Amr ibn Hazm, som var dommer. Hans broder 'Abdullah var en troværdig mand, der kendte mange ahadith. Da Muhammad gav en afgørelse i modstrid med en hadith, der blev gengivet, hørte jeg 'Abdullah kritisere ham. Han sagde: "Var der ikke det og det i den hadith?." "Jo," lød svaret, hvorefter broderen sagde "Så hvad er der galt med dig? Hvorfor dømte du så ikke udfra det?" Han svarede: ?Hvor står folket hvad angår dette?? - dvs. hvad er den almene praksis i Madina? Hermed sagde han, at handling er stærkere end hadith.

Ibn Mahdi sagde, "Den sunna som etableres udfra folkets sunna i Madina er bedre end ahadith." Dette viser helt klart hvori forskellen ligger mellem sunna og hadith. (Ibn Mahdi døde i 186 AH og var en af de betydeligste lærde af hadith i Madina på sin tid.) Han tilføjede, "Det kan være at jeg har en hadith om et emne og så finder jeg ud af at folkene på gårdspladsen (muligvis moskéens gårdsplads) ved noget andet. Min bedømmelse er, at det gør den svag." Og så er der den berømte udtalese fra Rabi'a, "Jeg foretrækker (det som er overbragt via) et tusinde fra et tusinde frem for (det som er overbragt via) én fra én, fordi én fra én kan flå Sunnaen ud af jeres hænder." Og det er lige præcis, hvad der er sket.

Hvorfor er det så sådan? Malik sagde, "Så og så mange tusinde ledsagere ankom med Allahs Sendebud, må Allahs fred og nåde være med ham, fra en vis ekspedition på et vist tidspunkt. 10.000 af dem døde i Madina, resten af dem spredtes ud til andre byer. Hvem af dem ville du vælge at følge og hvis ord ville du vælge at tro? Dem i hvis nærvær Profeten og de nævnte ledsagere udåndede, eller en der døde iblandt en eller to af Profetens ledsagere?"

Med hensyn til 'amal kontra hadith, kan der opstå fire muligheder:

1. At 'amal er i overensstemelse med hadithen, sådan at 'amal understøtter hadithens gyldighed.

2. At 'amal stemmer overens med en hadith, men modsiger en anden hadith. Forekomsten af 'amal gør at den første hadith er at foretrække.

3. At 'amal modsiger alle hadith. Hvis denne 'amal er fra Profetens tid, må Allahs fred og nåde være med ham, er den at foretrække fordi denne kategori af 'amal har absolut autoritet og er overleveret via mange, (mutawatir) mens de andre hadith fra en til en, blot er sandsynlige. Hvis 'amal er baseret på ijtihad, forekommer der nogen uenighed hvad angår dette.

4. Hvis der er hadith men ingen 'amal. Så følger man hadithen, og hvad angår dette dette findes der også nogen uenighed.

Her må vi så spørge hvorfor 'amal er at foretrække frem for hadith? Hadith er inddelt i to typer: mutawatir hadith der stammer fra et stort antal af ledsagerne, og enkelte (ahad) hadith der går tilbage til en enkelt ledsager. 'Amal er altid mutawatir, fordi det kommer fra et stort antal af ledsagerne og udtrykker enigheden blandt størsteparten af ledsagerne, der levede i Madina, og deres bekræftede praksis. Mangfoldigheden i overleveringerne dominerer den enkelte overlevering, den fra en enlig ledsager, derfor dominerer 'amal. Ibn Qutaiba (d. 276/889) giver et klart billede af hvorfor 'amal er at foretrække:

"Det er vor opfattelse at det er mere sandsynligt at sandheden slås fast ved ijma' end ved overleveringer af hadith. Hadith er underlagt muligheden for forglemmelser, fejl, uvisheder, forskellige fortolkningsmuligheder og ophævelser; en pålidelig person gengiver måske fra en der ikke er pålidelig; måske findes der to forskellige fordringer, der begge er mulige, som for eksempel at sige taslim (salam ved bønnens afslutning) en eller to gange. Det samme gælder en mand, som måske nok var tilstede da Profeten, må Allahs fred og nåde være med ham, gav en vis ordre, men han var måske ikke var tilstede, da han beordrede folk at gøre noget andet. Han vil derfor overlevere den første hadith men ikke den anden, fordi han ikke kendte til den. Ijma' derimod er fri fra sådanne forvekslinger."

Således eksisterede der i Madina på Maliks tid en overlevering fra en generation til den næste, og dette foregik i Profetens by, hvor folk fulgte det adfærdsmønster han havde demonstreret. Det er utænkeligt at en hel generation skulle holde op med at gøre en ting, og derpå gøre noget helt nyt uden en usædvanlig hændelse. På Profetens tid ville dette kun ske ved en direkte ordre. Intet mindre kunne give grund til forandring. Dette ses klarest i sager som f.eks. målene på sa' og mudd og deres anvendelse; I forbindelse med Zakat ul-Fitr; formen på adhan og iqama; ikke at sige basmala højt i de bønner man reciterer højt; at tillade waqf, osv. Alle i Madina fulgte disse ting og deres praksis gik tilbage til Profeten, må Allahs fred være med ham, og hans ledsagere. Malik omtaler dette som "et arvelod der gik fra generation til generation, helt op til vor tid." Dette synes at være sådan en logisk holding, at vi må gå til historien og se på hvad der ændrede denne holdning, fordi en så radikal ændring virkelig er helt ekstraordinær (og i dette er Ibn Taimiya min væsentlige kilde).

Blandt skolerne i alle byerne var Madinas skole den sundeste af skoler, fordi den var den stærkeste i at følge Sendebudet og den havde den mest faste og fuldbyrdede forbindelse til hvad han efterlod. På dette tidspunkt er der ingen madhhab'er. Madhhab'er var en senere udvikling. Der var ingen Maliki, ingen Hanafi, eller Shafi'i. Hvis man klassificerede sig selv dengang, var det som et medlem af en sekt - Jahmi, Mu'tazili, Murji'i eller andet.

På grund af det stærke bånd Madinas befolkning havde til arven fra Profeten, må Allahs fred være med ham og skænke ham fred, sagde Ibn Taimiya:

"Dette er årsagen til at ingen af muslimernes lærde stolede på at enigheden i andre byer end Madina var et bevis, der måtte tages til følge - ikke dengang, og heller ikke siden." Han pointerer, at der ingen tilføjelser (bida') kom fra Madina, mens der i alle andre byer var tilføjelser, svarende til deres afstand fra Madina. Dette er en yderst vigtig udtalelse: i Madina var der INGEN tilføjelser, og at jo længere væk fra Madina man kom, jo flere var der og jo større var spillerummet af disse tilføjelser.

Da Syrien og Irak blev indtaget, sendte 'Umar folk til byerne der for at undervise folk i Bogen og Sunna. 'Abdullah ibn Mas'ud, Hudhaifa ibn al-Yaman, 'Ammar ibn Yasir, 'Imran ibn Husain, Salman al-Farsi og andre drog til Iraq. Mu'adh ibn Jabal, 'Ubada ibn as-Samit, Abdu'-Darda', Bilal ibn Rabah og andre som dem, drog til Syrien. Mænd som 'Uthman, 'Ali, og 'Abdu'r-Rahman blev tilbage i Madina hos ham og andre igen som Ubaiy ibn Ka'b, Muhammed ibn Maslama, Zaid ibn Thabit, og flere.

Ibn Taimiya siger: "Enten var alle folks handlinger i Madina en sunna fra selveste Allahs Sendebud, må Allahs fred og nåde være med ham, ellers henviste de til 'Umar ibn al-Khattabs afgørelser. Det siges at Malik tog det væsentligste af sin Muwwata fra Rabi'a fra Sa'id ibn al-Musaiyab fra 'Umar, og at 'Umar fortalte det. Om 'Umars betydning skriver at-Tirmidhi, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og nåde være med ham, sagde: "Hvis ikke jeg var blevet sendt til jer, så ville 'Umar være blevet sendt til jer." Ifølge de to Sahih (al-Bukhari og Muslim) sagde Profeten, må Allahs fred og nåde være med ham: "Der var inspirerede mænd blandt folkeslagene før jer. Hvis der findes én i mit samfund, så er det 'Umar." Ifølge as-Sunan sagde Profeten: "Følg de som kommer efter mig: Abu Bakr og 'Umar."

'Umar plejede at rådføre sig med de betydelige ledsagere som 'Uthman, 'Ali, Talha, az-Zubair, Sa'd, og 'Abdu'r-Rahman. De var de folk som benyttede sig af rådgivning (Shura). Derfor sagde ash-Sha'bi, "Se på de afgørelser der kom fra 'Umar. Han plejede at spørge til råds." Det er velkendt at de domme eller fatwaer 'Umar udstedte og det han søgte deres råd om, har forrang over domme og fatwaer fra ibn Mas'ud og andre lig ham, må Allah være tilfreds med dem alle.

"I spørgsmål om Din, både hvad angår dens grundprincipper og forgreninger, plejede 'Umar at følge Allahs Sendebuds afgørelser, må Allahs fred og nåde være med ham, og han plejede at spørge 'Ali til råds og andre af folkene I rådet.

"På denne tid og den som fulgte, fulgte alle de muslimske byer folkene i Madina. Ibn Mas'ud var den af ledsagerne i Irak der var mest lærd på den tid hvor Fitnæn indtraf. Han plejede at vende tilbage til Madina for at tjekke de afgørelser han traf i Irak og hvis han fandt at man gjorde tingene anderledes i Madina, tilbagekaldte han sin afgørelse.

"Efter fitnaen, fulgte alle byerne folket i Madina bortset fra Kufa. Folk fra Kufa erklærede så, at folket i Kufas rang var på højde med folket i Madina." Da de havde været dybt involveret i fitnaen og havde tabt, står det klart, at de indtog denne politiske holdning for at retfærdiggøre sig selv. Som Ibn Taimiya siger, "Før Fitnaen fulgte og efterlignede de folket fra Madina. Før mordet på 'Utman, kendte man ikke til at nogen i Kufa, eller andre i det hele taget, erklærede, at folk i deres by vidste mere end folket i Madina. Da 'Uthman blev myrdet og samfundet deltes og splittede sig i partier, dukkede der folk op i Kufa der erklærede, at de lærde i Kufa var jævnbyrdige med de lærde i Madina."

At følge 'amal var stadig stærk praksis under Umaiyade-Khaliffen, 'Umar ibn 'Abdul-'Aziz. Han samlede fuqaha' (de fiqh-lærde) sammen og spurgte dem om Sunnaen og afgørelserne som han så handlede efter og bekræftede. De af dem som folket ikke handlede udfra, forkastede han, selv hvis de kom fra en pålidelig kilde.

Også de tidligste Abbasidder foretrak folket i Madina. "Abu Ja'far (al-Mansur) vidste, at på dette tidpunkt var folk i Hijaz mere interresseret i den islamiske Din end folk fra Irak og det er berettet, at han sagde til Malik eller en af Madinas andre lærde, "Jeg har set nærmere på denne sag og har set at folk i Irak både er løgnere og svindlere," eller noget I den retning, "og har set at Syriens folk er folk som drager på togter og jihad, og jeg har set at denne affære er hos jer." Det siges, at han til Malik sagde ord som betød: "Blandt folk i Hijaz ved du mest." Al-Mansur bad de lærde i Hijaz at flytte til Irak for der at sprede viden, og det gjorde flere af dem så.

Dette foretagende er sammenfattet i et brev fra Imam Malik til al-Laith ibn Sa'd:

"Jeg har hørt at du udsteder fatwaer til folket, der står i modstrid til måden vi gør det på i vort folks fælleskab i vor by. Du er Imamen, så du har rang og status blandt folket i din by, og de har brug for dig og regner med det der kommer fra dig. Derfor burde du tage dig i agt og stræbe efter det du håber vil redde dig. Allah den Almægtige siger i Hans Vældige Bog, "De der overgår: de første fra Muhajirun (de der udvandrede fra Makka) og fra Ansar (madineserne som hjalp dem)." Allah den Almægtige siger:

"Giv den blandt Mine slaver, der lytter til ordet og følger det bedste af det, gode nyheder."

Folk følger folket i Madina, for dertil gjorde man hijra, der blev Qur'anen sendt ned, der blev halal gjort halal og haram gjort haram, fordi Allahs Budbringer, må Allahs fred og nåde være med ham, levede blandt dem og de var tilstede ved selve åbenbaringen. Han gav dem ordrer og de adlød ham. Han dannede sunna for dem og de fulgte ham indtil Allah ville at han døde og valgte for ham hvad er hos Ham, må Allahs fred og nåde være med ham."

"Efter ham fulgte folk dem af hans samfund, der var blevet givet myndighed efter ham. Når et eller andet skete som de vidste besked med, blev dette udført. Det de ikke vidste besked med, søgte de råd om, og tog så det stærkeste af det de fandt ud af ved ijtihad og deres nylige kontakt med Profeten (før dennes død), må Allahs fred og nåde være med ham. Hvis nogen var uenig med dem eller sagde noget andet der var stærkere og bedre, forlod de den første afgørelse og handlede efter dette andet."

"Efter dem fulgte Tabi'unerne dette spor og de fulgte disse sunna. Fordi sagen i Madina var klar og der blev handlet ud fra det, tror jeg ikke at man skal modsætte sig det, fordi Madina har en arv som ingen har ret til at plagiere eller gøre krav på.

"Hvis folk i andre byer var begyndte at sige: "Sådan handler vor by og dette er hvad som hændte i den blandt vore forgængere," ville de ikke være sikre på det og de ville ikke have det der gør at de kan tillade sig det."

Så dette var de lærdes holdning helt op til Abbasiderne, en holdning der i den Muslimske verden i dag er marginaliseret og erstattet med en ny metodiki, hvis oprindelse er Irakisk, der, som Rabi'a sagde, "flår Sunnaen ud af vore hænder." Hvis man tænker efter, er det en ekstraordinær holdningsændring.

For at forstå nogle af de konsekvenser dette indebærer, er det nødvendigt at kigge på forskellen mellem de to førende skoler, Madinas og Iraks. En af de betydeligste forskelle i fremgansmåden mellem de to er, at Iraks skole - ud over at være langt fra den faktiske 'amal, tillige med at være rodet ind i sekteriske konflikter - blev meget lovkyndig og formel, og stærkt optaget af lovens ord og de mindste detaljer af renhed og renselse, og, i kraft af deres stive metodik, tillod de forskellige juridiske spidsfindingheder, som tillod at der opstod uretfærdigheder, hvorimod den Madinensiske skoles interresse lå i 'retfærdighed' og det der medførte retfærdighed og afværgede uretfærdighed, og de insisterede kraftigt på at undgå åger og var mindre interesseret i juridisk spidsfindighed. Den ene er optaget af metoden og den anden er optaget af konsekvenser.

Dette aspekt der handler om at undgå juristeri, handler også om ikke at gå til yderligheder i sin Din. Det er ikke nødvendigvis sandt, at hvis en ting er god I små doser, er større doser meget bedre. Dette er af største betydning, der klart kan ses fra det følgende:

"Malik blev spurgt angående en mand der iklædte sig ihram inden miqat (det punkt hvor man normalt træder iklæder sig ihram)og han svarede: "Jeg frygter fitna for ham." Han fortsatte: "Allah den Almægtige siger,

'De der modsætter sig Hans ordre skal vogte sig for at en fitna rammerdem.' (24:64)"

Spørgeren spurgte så, "Hvilken en fitna er det? Det er jo kun en forøgelse i at adlyde Allah den Almægtige." Han svarede, "Og hvilke fitna er større, end at du tror, at du er udvalgt til at udføre en handling som Allahs Sendebud, må Allahs fred og nåde være med ham, ikke udførte?"

Med andre ord, du gør dig selv til dommer over hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, og gør dermed dig selv større end Profeten og hans ledsagere. Du påtvinger din fortolkning af Sunnaen på Sunnaen, og følgen er at du lader din mening være dommer. I realiteten genopfinder du Allahs Din. Allah siger i Sin Bog,

"Følg ikke jeres falske meninger (hawa)." (38:26).

Imam Malik ibn Anas plejede også at sige: "Den sidste del af denne ummah vil ikke være korrekt, undtagen ved det som korrigerede den første. Eller, når en mand kommer til os med et stærkere argument end en anden, skal vi så forlade det Jibril bragte til Muhammed på grund af denne enes argument?"

Så det er vigtigt at klamre sig til Profetens praksis, må Allahs fred og nåde være med ham, og ikke at overskride den. Dette er hvad Madinas folk insisterede på. Et andet aspekt de insisterede på var, at gøre det nemt for folk, ikke besværligt. Deres mål var at gøre det simpelt og tilgængeligt, og på grund af deres viden om Sunna, som Ibn Taimiya sagde: "Således havde folket i Madina intet behov for nogen som helst form for administation fra lederne over dem." Dinen behøvedes ikke at blive påtvunget ovenfra. Folk levede den. Den behøver ikke et elitekorps af lærde med kendskab til hadith videnskabens 50 eller 200 discipliner for at fortælle om hvordan man skal leve.

Vi kan finde ydeligere bevis på dette, hvis vi ser på kontrakter; som Ibn Taimiya siger: "Folket i Madina lod folkets adfærd og sædvaner være udgangspunktet for kontrakter. Det folket betragter som et salg er et salg, og det de betragter som leje er leje og det de betragter som en gave er en gave. Dette er tættere på Bogen og Sunnaen og mere retfærdigt. Nogle udtryk har en sproglig definition, som sol og måne, imens andre har en defination under Shari'aen, som bøn og hajj. Atter andre har ingen definition, hverken sprogligt eller i Shari'aen, men som snarer hører under sædvaner, som f.eks. at sætte sig i besiddelse af; (qabd). Det er velkendt, at udtryk som salg, leje og gave ikke på dette område var defineret af Lovgiveren, ejheller har de en sproglig definition, der snarere veksler med folkets skik og brug. Det de ser som et salg, er et salg, og det de ser som en gave, er en gave og det de ser som leje er leje."

Skik og brug ('urf) har altså sin plads så længe de ikke er i modstrid med Bogen og Sunna. At accepterer skik og brug er faktisk et lovprincip i den Madinas Skole. Det er en del af det at gøre det lettere for folket, at gøre det tilgængeligt.

For at understrege Madinas holding påpeger ibn Taimiya: "Man ved, at hvis Sendebudet gjorde en ting ulovlig, er der noget ved den som ikke er iorden (fasad), så at tillade den ting på nogen som helst mulig måde fører intet godt med sig. Derfor er det en fejl og en dumhed at tillade den. Det som ikke er iorden er der stadig, og er blevet forøget ved deres snyderi. Og hvis det oven I købet har kostet dem besvær, har de ulejliget sig uden overhovedet at drage fordel. Og hvad må en sådan person tænke om Profeten, må Allahs fred og nåde være med ham?"

Et eksempel på denne slags holdning er den Irakiske skole, hvor der anvendes udspekulerede metoder til at tillade åger, og det er den samme mentalitet, der i dag fører til fatwaer der tillader et Islamisk banksystem, Islamiske forsikringsselskaber, o.s.v., der alle opbygger en omstændig juridisk struktur og argumentation, hvis kerne ikke desto mindre er haram, men hvor det virkelige forbudte i handlingen er tildækket af den juridiske konstruktion. Anvendelsen af juridiske spidsfindigheder for at omgå religiøse forbud støder man ofte på i jødisk lov. Profeten, må Allahs fred og nåde være med ham, sagde, "Gør ikke hvad jøderne gjorde. De gør lovligt hvad Allah gjorde ulovligt ved hjælp af de laveste påfund."

Så det er ikke overraskende, at langt de fleste af de herskende dynastier tog den Irakiske skole til sig som offentligt madhhab - fordi det er en nem måde at lamme folk og tillade det som er haram. Retfærdighed ryger lige i skraldespanden. Om denne uretfærdigheds egentlige kilde siger Ibn Taimiya: "Oprindelsen til denne fejltagelse er at skolen i Kufa er mangelfuld hvad angår viden om Allahs Sendebud, må Allahs fred og nåde være med ham, og De Retledte Khaliffers fremgangsmåde (politik)." Han fortsætter: "Da khalifatet overgik til Abbasiderne og de måtte styre folket og udvalgte deres dommere imellem de fuqaha i Irak der påtog sig det, havde de ikke tilfredsstillende viden om den retfærdige fremgansmåde." Dette fortsatte indtil de der påstår at regere ved Shari'a ikke kender Sunnaen og derfor berøver folket deres rettigheder, udgyder blod på ulovlig vis og gør det som er haram til halal. På den anden side, de der regerer gennem politik eller, idag, "demokratiske principper", gør hvad de vil uden hensyn til Shari'a. Men som han siger: " I modsætning til andre byer blev der blev dømt på retfærdig vis (i de byer hvor folket fra Madina dominerede).

Som Ibn Taimiya konkluderer: "Den islamiske Din er, at sværdet følger Bogen. Når kundskab om Bogen og Sunna er styrende, og sværdet følger dette, så er islams sag etableret. Af alle byerne er folket i Madina dem, som er mest berettiget hertil. Sådan var det også på De Retledte Khaliffers tid. Efter dem havde nogle det mere end andre. Når kundskaben om Bogen ikke rækker, og når sværdet sommetider stemmer overens med Bogen og sommetider er i modstrid med den, hvor er Dinen så henne? For de der er vejledt hvad angår disse og tilsvarende anliggender, står det klart, at folket i Madina har et grundlag, der uden sammenligning er langt sundere end hvad et hvert andet folkefærd på jorden har."

For at opsummere: 'Amal består af de parametre som udgøres af folket i Madinas handlinger, der blev brugt til at bedømme ahadith og til at bevare Sunnaen. Som 'Abdullah ibn 'Umar sagde: "Når uro opstår, om folk dog bare ville forholde sagen til folket i Madina, og hvis de når til enighed, så udføre det, så ville sagen blive bragt i orden. Men når en hund gør, følger folk den."