Muhammad

Muhammad

Muhammad, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred af Abdalhaqq Bewley

Frihedens begrænsninger af Ian Dallas

Det Samarbejdende Par af Ian Dallas

Muhammad, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred;

Hans navn betyder 'den Prisværdige'.

Muhammad, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, var overbærende, ærlig, retfærdig og dydig.

Han var, som menneske, den mest gavmilde. Der var hverken dinar eller dirham at finde hos ham når natten faldt. Hvis natten faldt hurtigt, og noget var tilovers, men ingen at give dette til, nægtede han at trække sig tilbage til sin bolig, før han havde givet dette til de trængende. Hvis man bedte ham om et eller andet, imødekom han altid vedkommende. Han foretrak altid de, der opsøgte ham frem for sig selv og sin familie. Derfor blev hans årsforråd af korn, brugt op inden året var ude.

Han lappede sine sandaler og sit tøj; udrettede husligt arbejde, og spiste med sine ægtefæller. Han var blufærdig, og stirrede ikke direkte ind i ansigtet på folk. Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, accepterede invitationer på lige fod mellem slaver og fribårne, og modtog gaver selv om det kun var en tår mælk eller et lår fra en kanin. Til tider bandt han dog to sten om sin mave på grund af sult.

Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, spiste hvad der var ved hånden, og holdt sig ikke tilbage fra, at spise alt som er tilladt. Han spiste aldrig i en tilbagelænet stilling. Han deltog i fester, besøgte de syge, deltog i begravelser, og vandrede frit rundt mellem sine fjender uden beskyttelse. Iblandt mennesker var han den mest ydmyge; den mest stiltiende uden at være uforskammet, og den mest veltalende uden at være langtrukken. Han var altid munter, og han blev aldrig overvældet af begivenheder i verden. Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, red heste, han-kameler, og æsler. Han gik barfodet og barhovedet, men ikke på samme tid.

Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, elskede parfume, men brød sig ikke om frastødende dufte.

Han,çsad og spiste med de fattige.

Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, tyranniserede ingen, og når folk gav ham en undskyldning, accepterede han den.

Han var spøgefuld, men sagde altid kun sandheden. Han lo, men bristede aldrig i latter. Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, spiste ikke bedre mad og gik ikke bedre klædt end de, der tjente ham.

Denne perfekte leders adfærd var uskolet. Han kunne hverken læse eller skrive og voksede op mellem ukyndige fårehyrder i et ørkenland. Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, var forældreløs. Han nægtede at forbande sine fjender og sagde "Jeg er sendt for at tilgive, ikke for at forbande." Hvis han blev bedt om at ønske nogen ondt, bad han om nåde for dem.

Anas Ibn Malik, nåde være med ham, hans tjener sagde: "Hvis noget gik ham imod, blev jeg aldrig spurgt: 'hvorfor gjorde du det? I øvrigt kunne hans hustruer ikke skænde på mig uden at han sagde, "Lad det nu være. Det skulle jo ske".

Hvis der var en seng, sov han i den, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred. Hvis der ingen var, sov han på jorden. Han var altid den første til at hilse, den anden. Når han gav hånd, var han aldrig den første til at slippe. Han foretrak sine gæster over sig selv, og tilbød dem den pude han havde lænet sig på, indtil de tog imod den.

Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, kaldte sine fæller ved deres kunja (efternavn) for at vise dem respekt, og ligeså med børn for at blødgøre deres hjerter. I hans nærvær skændtes man aldrig. Han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, var udelukkende sandfærdig. I samvær med sine fæller var han den blandt dem, der smilede og lo mest. Han beundrede hvad de talte om, og blandede sig med dem. Han beklagede sig aldrig over sit måltid. Hvis han var tilfreds med det, spiste han det og hvis noget ikke var til hans smag, lod han det ligge. Han ønskede ikke, at andre skulle komme til at afsky noget han ikke brød sig om. Han spiste ikke hvis måltidet var meget varmt, og spiste ellers hvad der lå foran ham på tallerkenen inden for hans rækkevidde, med tre fingre. Han søbede tallerkenen ren med sine fingre og sagde, "I den sidste bid er der nåde." Han vaskede ikke sine hænder, inden de var slikket fri for mad. Mælk drak han i dybe drag, mens han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, kun nippede til vand.

En af hans fæller, Saijiduna Ali, nåde være med ham sagde: "Af mænd var han den der var mest gavmild, mest åbenhjertig, mest sandfærdig. Han opfyldte hvad han havde lovet mest. Han var den med det mildeste temperament, og mod sin familie, var han, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred, den ædleste. De, som uden at have forventet det, så ham, blev imponeret over ham, og de der havde hans fortrolighed, elskede ham."

En mand der mødte ham blev overrumplet af hans væsen og blev ærbødig overfor ham, må Allah vise ham nåde og skænke ham fred. Han sagde så til ham: "Vær rolig, jeg er ikke konge. Jeg er søn af en kvinde af Quraish, der spiser tørret kød".

Hvis nogen sagde hans navn svarede han altid: "Hvad kan jeg gøre for dig?"

Budbringeren sagde: "Jeg blev kun sendt for at fuldkommengøre sindets ædle egenskaber," må Allah vise ham nåde og skænke ham fred.