Kalifatets Genoprettelse
af Sheik Abdalqadir as-Sufi

Kalifatets Fald

Shaykh Abdalqadir as-Sufi

Pris
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Taqwa
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Tawhid – Allahs enhed
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Tålmodighed (as-Sabr)
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Dhikr - At huske på Allah
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Gud er Død!
af Abdassamad Clarke

Hvad Nietzsche siger om Islam
af Friedrich Nietzsche

Historien begynder med Storhertugen af Württembergs hofbankier-familie og Prins Löwenstein-Wertheims agent, hvis overhoved var schutzjøden Moses Hirsch. En schutzjøde er en jøde under beskyttelse af en hersker. I det 19. århundrede sås den endelige afskaffelse af beskyttelsesforanstaltninger mod åger, og derfor også udviklingen af ågerbankens vej mod politisk magt. Moses' søn Jacob, købte sig en adelstitel og hermed frihed fra de resterende anti-rente-restriktioner som var pålagt jøder.

I 1835 skabte sønnen Joel en af de første prioritetsbanker, med Rothschilderne som majoritetsaktieindehavere. Broderen Joseph blev af Ludwig I udpeget til hofbankier i Munich, en position der forblev uudfordret, selv efter Bavaria Statsbankens oprettelse. En af Josephs sønner var Maurice de Hirsch, født i 1831. Hans mor var fra Frankfurt-bankierne, Wertheimer. Han blev sat i lære ved bankierhuset Bischoffsheim & Goldschmidt. Hirsch ægtede i 1855 Clara, datter af Bischoffsheim, hvis moder var en Goldschmidt. Dette handelshus gav liv til nogle af de ledende banker i Belgien og Frankrig. Herved blev Hirsch´s svigerfader finansrådgiver for Belgiens Kong Leopold, varetog det Liberale Partis kasse, samt tjente ved statskassen. Hans søn, Max, ægtede datteren af en Frankfurt-Rothschild, og drev sin egen bank, ved navn Goldshmidt-Rothschild. Banken betjente faktisk kun én større konto, som tilhørte ... Maurice de Hirsch.

I 1858 antog Hirsch belgisk nationalitet. Han deltog i flere finansielle intriger med spekulanten Langrand-Dumonceau, som prøvede at overtale rige katolikker at "kristengøre" deres kapital i rentebaserede spekulationer for høj profit. Han var for det 19. århundrede, hvad "islamiske" bankierer er for det 20ende. Piux IX udnævnte ham til pavelig Greve. Siden blev han, in absentia, idømt 15 års straffearbejde for bedrageri. Hirsch og Langrand-Dumonceau ledte en række fælles spekulationsprojekter: Association Generale d´Assurances, Banque de Credit Foncier et Industriel, og i 1864, The International Land Credit Company.

Blandt sidstnævnte institutions direktører var Lord Robert Cecil, senere Marquess of Salisbury og britisk statsminister, og de Belgiske udenrigs-, justits- og økomomiministre.

Ved slutningen af 1800-tallet var International Land Credit Company og dets tvivlsomme ophavsselskab, Credit Focier, i endeligt kollaps.

Med denne finansmands-forbryderiske baggrund begyndte Hirsch at bevæge sig ind i den verden, hvor politik forvandles til stor-finans.

I 1868 havde Hirsch, med Bischoffsheims støtte, og i samarbejde med den Anglo-Østrigske Bank, snuppet koncessionen til det Østungarske Jernbane Projekt. Mens de tidligere bankeventyr katastrofalt sank i grus, trådte Hirsch frem som ophavsmanden til en ambitiøs plan: at sammenkæde Wien med Istanbul - en afstand på over 1.000 mil. Dette store foretagene dominerede Hirsch´s liv de næste 20 år, i en hvirvel af røveri, bedragi og intriger.

Orient-jernbanen skulle forbinde Europa med det islamiske Osmannia. For at gøre dette muligt, idet den økonomiske målestok nødvendigvis måtte være den samme på tværs af Østrig-Ungarn, Serbien og Tyrkiet, skulle et fælles finanssystem følge jernbanen. Eftersom Sultanen var uimodtagelig for ordrer fra bankierne, skulle han udråbes som korrupt, ubøjelig og mest af alt, bagud og umoderne på grund af hans modstand - ikke så meget mod jernbanen, men mod dens finansielle mekanismer.

I 1861 grundlagde Péreire brødrenes organisation, Credit Mobilier, den imperialistiske Ottomanske Bank. Snart pønsede Rothschilderner, Péreire-brødrene, samt den ukuelige Langrand-Dumonceau, på jernbaneruter til Istanbul.

I 1867 besøgte Sultan Abdal-Aziz og storvezir Fuad Pasha Wein, og den 31. maj gav de koncessionen til Orientjernbanen til Langrand-Dumonceaus association. Han mistede den på grund af misligholdelse den 12. April 1869. Inden fem dage var gået snuppede Hirsch den ved en overenskomst med Ministeren for Offentlige Arbejder, Da´ud Pasha. Den imperielle Ferman forseglede aftalen den 7. Oktober, 1868.

Serberne opfordrede Wein at lægge jernbanen gennem Beograd, men både Osmannerne og Østrig-Ungarerne ville, at den gik gennem Bosnien.

Den skulle løbe fra Istanbul til Erdirne, Plovdiv, så Sofia, igennem Serbien til Bosnien og Sarajevo, inden den skulle mødes med den Østriske Sydbane.

Som den ansvarlige for dens konstruktion og drift, ville koncessionæren modtage et årligt tilskud på 14.000 franc (£ 560 eller ca. dk. 500) fra Den sublime Porte for hver færdiggjort kilometer så længe koncessionen varede: en årlig lejeudgift på 8,000 francs (£ 320 eller ca. dk. 300) pr. kilometer fra driftsvirksomheden, et totalbeløb der repræsenterede 10% af den skønnede konstruktionsudgift pr. kilometer.

I 1870 oprettede Hirsch sit eget driftsselskab. Hirsch indkaldte den franske bankier, Paulin Talabot, formand for Société Generale de Paris, og Grev Kinsky, en medstifter af Anglo-Austrian Bank.

Som følge af dette kæmpemæssige internationale projekt/intrige, side om side med andre tilsvarende spekulationer, alle sammenflettede med hverandre - og alle produkter af sammenkædede bankvæsener - blev London, Paris og Bruxelles hurtigt oversvømmet med ottomanske pantebreve, forhandlet med en kolossal rabat. En af Hirschs overlevelsesstrategier var at udstede lotteri-obligationer til lav kurs, 3%, 2 point under den sædvanlige ottomanske rate, til indløsning ved pålydende over 99 år. Der skulle afholdes en lodtrækning to gange om måneden, med en gevinst på omkring 600,000 francs (£24,000) til vinderen.

Hirsch, nu kaldet Baron Türkenhirsch, oprettede et assurandørsyndikat, anført af Société Générale. Istanbuls Port udstedte Hirsch med 1.980.000 obligationer, til en nominal værdi af 400 francs, krediteret til ham ved 128.50 francs, lidt over 32% af pålydende. I marts 1870 solgte Hirsch den første serie på 750.000 obligationer til sit eget syndikat, til 155 franc. Disse blev udbudt til offentligheden ved 180 franc. Dette skete under hvad der blev betegnet som en bølge af international investering; et af de mystiske opsving, som de såkaldte "markedskræfter" forårsager. Selv om obligationerne blev taget for at være garanteret af udstederen, var deres eneste sikkerhed Den høje Ports løfte om at betale driftsvirksomheden, 28 millioner franc (over £ 1.500.000) i årligt statstilskud - i 99 år.

I september 1872 blev de resterende 1.230.000 obligationer tilbudt syndikatet for 150 franc, og til offentligheden for 170 franc. Men så ramte krakket i 1873. Turkenlöserne, stadig halvt udsolgt, styrtede fra 183 franc til 115 franc. Hirsch, - den nu velkendte figur, som spinder guld på andres ødelæggelse - slap selvfølgelig igennem begivenhederne endnu rigere end før. Som indehaver af koncessionen havde Hirsch £14 millioner i hånden til konstruktionen, samt en profit fra salget af Tyrkenlöserne på £2 millioner. Intrigernes fortsættelse - jeg antyder ikke en konspiration, blot de vedvarende rækker af procedurer og kontrakter omkring jernbanens konstruktion - involverede sultanen, storveziren Ali Pasha, og efter dem storveziren Mahmud Nedim Pasha, og Ralph Anstruther Earle, fra den Øst-Ungarske Jernbane. Modernismens tekniske projekt var, snarerer end en rationel gennemførelse af konkrete byggeplaner, derimod værktøjet til at flytte ikke-nationale, ikke-møntede abstrakte numre, kodet som såkaldt "valuta" på papir dokumenter - kaldet aktier og obligationer.

Det tyrkiske lån fra 1855 bevægede sig rundt i Europa uden nogen reel forbindelse til Den Høje Port. Abstrakt og truende flød det mellem Sir Edward Hamilton fra det Britiske Finansministerium, og Rothschilderne der havde udstedt det såkaldte "lån".

I løbet af hele det 19. århundrede og op til depressionen i 1873, blev Porten opfordret til at låne til at dække rentebetalinger og underskud.

I 1875 blev Mahmud tvunget til at erklære henstand for Portens 200 millioner pund store gæld.

Det næste træk var, at de vestlige magter erklærede Tyrkiet fallit og udpegede en international kommission til at repræsentere de udenlandske obligationsindehavere. Tyrkiet, nu afskåret fra kredit, var drevet til at beskatte folket uretfærdigt. Serberne gjorde oprør. Stormagterne begyndte at diktere betingelser. Midhat Pasha blev genindkaldt, hvilket ledte til Abdal-Aziz's nedstigning i maj 1876. Denne begivenhede, via den ulykkelige Murad, åbnende vejen for den vigtige figur, Abdal-Hamid.

Kaliffens død, Midhats forvisning, krigen med Serbien, de notorisk og uretfærdigt navngivne "Bulgariske grusomheder," som ikke gjorde rede for de kriminelle oprøreres handlinger, fandt alle deres drivkraft i manipulationerne med magiske lån, aktier og statsobligationer, der strømmede ud fra såkaldte nationale eller imperielle banker. Ingen af disse banker kunne rose sig med en grundlæggende kapital i ægte værdier, ejheller et ejerforhold til det benævnte land. Det var inter-national finans, en ikke-eksisterende kapital "imellem" nationer, og for en stor del ejet af en håndfuld familier, der skiftede nationalitet og anskaffede sig titler med imponerende, omend skamløs, lethed.

Bosnien og Herzegovena blev udleveret til Østrigsk administration under det Osmanniske flag. Jernbanen lå ufærdig. Halvdelen af tyrkiets søhandel var under britisk kontrol.

På dette tidspunkt antog Hirsch østrigsk statsborgerskab og flyttede sine operationer fra Paris til Wein. I 1881 planlagde han stadig at færdiggøre jernbanen. Nu forsøgte han at slå den østrigske Statsbane sammen med Banque de Paris et des Pays Bas, som var fremkommet efter fusionen med Bischoffsheim & Goldschmidt. Denne bank blev styret af Hirschs svigerbroder, Heinrich Bamberger. Jernbanens sidste etape var stadig ufuldendt. Men til Hirschs ærgrelse blev Den Ottomanske Bank (der ikke på nogen måde er Ottomansk, ikke at forglemme) kaldt ind. Endelig blev jernbanen gjort færdig; men hele Portens formue var nu under den Ottomanske Gældskommission kontrol.

Prisen for at reducere en syv dages rejse fra Wein til Istanbul til 40 timer var den uundgåelige udslettelse af Det Islamiske Kalifat.

Vovestykket var færdigt; Hirsch blev nødt til at udskille sig fra det. Efter en langvarig retsprocess slap han i grunden godt fra det. Hirsch modtog en Grand Cordon af Den Osmanniske Orden, skønt istanbulitterne insisterede på at Sultanen afskyede Hirsch og ønskede hans hoved på et fad. Hirsch skaffede sig af med sin kontrollerende andel i jernbanen til en gruppe, styret af Deutsche Bank, som havde Ludwig Bamberger som medstifter - hvis broder Heinrich, gift med Hirsch's søster, var overhovedet af Parisbas.

Arvtagerne planlagde at føre jernbanen videre til Baghdad. Det hele var selvfølgelig et erobringstogt, med papirstykker - kaldet valuta og obligationer - som brændsel.

Weizmann, Israel's første præsident erindrede, at der i hans families hjem i Pinsk hang fire billeder: Maimonides, Chekhov, grædemuren fra Jerusalem ... og Baron de Hirsch.

Mens Hirsch aktivt sønderknuste selve Osmanniens struktur, for selv at blive til en ny slags leder og regent, havde magteliten endnu en strategisk position inden for Kalifatet - Egypten. Glem ikke at diskrete nationale størrelser var genstand for inter-nationalisternes aktiviteter. Uanset hvor formue-erobringen foregik, var redskabet det samme - bankvæsenet; hvis elite altid kun er nogle få indgiftede familier, uden national loyalitet af nogen art. Ernest Cassel var et andet sådant rovdyr. Cassel's interesser var omfattende. Han sad i bestyrelsen af Shanghai & Hong Kong Bank. Sammen med Rothschild havde han i 1844 andele i Maxim Våbenkompagniet. Han tilegnede sig andele i våbenproducenten Vickers. Efter at have udstedt et lån til Uruguay flyttede han til Skandinavien. Sammen med Frederick Warburg, Jacob Schiff's svigersøn, tilegnede han sig Grängesberg Oxelösund Traffik Kompagni, med en kapital på £995.000. Dog skulle hovedparten af hans formue komme fra Egypten. Under Khediv'en Ismail (vicekongen), gik to trediedele af landets statsindtægter til gæld. Unge Cassel, som arbejdede for vores venner Bischoffsheim & Goldschmidt, lånte Ismail £7 millioner ved 7% rente - til at udvikle sukkerindustrien. I 1873 vandt Bischoffsheim's syndikat et statslån på £32 millioner, også ved 7%. Med et hug blev hele landets tilbageværende usikrede statsindtægt opslugt. Khediv'en blev nødsaget til at sælge sin andel i Suezkanalen til den britiske regering til £4 millioner, og dertil at låne £8 millioner fra Den Anglo-Egyptiske Bank.

Samtidigt blev Sultanen nød til at begære henstilling af sine lån. Khediv'en gjorde det samme, derved blev den Anglo-Egyptiske Bank reserver udslettet. Franskmændene rykkede ind, stiftede Caisse de la Dette Publique, og tilegnede sig halvdelen af landets statsindtægter på £10 millioner, som blev overdraget til franske obligationsindehavere. Khediv'en var reduceret til at måtte låne fra Alexandrinske grækere og jøder - til 30% rente.

Politisk set var Sultanen forpligtet til at afsætte Khediv'en og indsætte hans søn, Tawfiq. Rothschilderne trådte nu ind med deres version af frelse. De udstedte £8.5 millioner i prioritetsobligationer som lån ved 5% i London og Paris. Dette var knusende for den almene befolkning, som blev beordret til at økonomisere. Arabi Pasha, en nationalist, tog kontrol ved et statskup. Her ses urmodellen på det arabiske og tyrkiske svar på ågerrentens fælde - afsættelse og statskup. Når støvet har lagt sig kan udlåneren så sætte økonomiske overlevelsebetingelser for den nye "embedsindehaver," eller få ham afsat ligeså. Efter dette fulgte den såkaldte "demokratiske model"; den perfekte bedrageriske regeringsform som kontrollerer slavemasserne. Et hundrede år senere er oprør, terrorisme og statskup stadig anvendt ved siden af borgervalg, for at sikre at bankierne blev betalt.

Ifølge den pro-egyptiske Scawen Blunt, gik Charles Wilson, finansminister for det Anglo-Franske fællesskab, da han blev afskediget af Ismail, til de parisiske Rothschildere og advarede dem om den kommende afvisning af gælden. De gik så "i fortvivlelse over deres millioner," som Blunt udtrykte det, til Bismarck. Han truede med at blande sig. Sultanen afskedigede Ismail og Arabi blev betalt af. Men inden Arabi var pacificeret begyndte han at befæste Alexandria, hvor de britiske og franske flåder lå for anker. Således blev der sendt tropper ind, under Sir Garnet Wolseley, som vandt kampen ved Tel-el-Kebir. Opfølgningen var at sende den britisk agent og generalkonsul, Major Evelyn Baring - Lord Revelstokes søn, og medlem af det Litauiske jødiske bank firma Baring - til Egypten. Denne mands primære opgave var at finde en måde, hvorved de egyptiske ulama ville omstøde fatwa'en, der fordømmer bankvæsenet som et ågersystem. Til slut fandt han sin mand, Muhammad Abdu, som var frimurer, og discipel af den iranske agitator, al-Afghani. Således var det såkaldte "modernistiske islam," fra sin begyndelse, en del af strategien til tillade disse magtfulde oligarkers feudaliske banksystem. Det frelsende lån fra 1885 var på £9.424.000, udstedt i London og Paris af Rothschilderne.

Barings belønning kom i 1892, i form af en ophøjelse til adelstanden. Nu som Lord Cromer fortsatte han med at nedbryde den magt over handel, som er islams grundsten, og erstatte det med en åben accept af storkapitalismens ågersystem, som så igen i Europa blev kaldt for "modernitet". Ved Omdurman udslettede briterne, takket være Cassel, Mahdiens islamiske hær - for sejren blev opnået med 44 Vickers-Maxim maskingeværer, som dræbte 10.000 mænd mod kun 500 faldne briter. Egypten betalte for operationen. Cromer valgte så Cassel til at finansiere Aswan Dam projektet. Denne skulle påtage sig ansvaret for leverandørerne. Egypterne skulle, ved færdiggørelsen, betale med den forøgede (stats)indtægt fra dammen, vurderet til £2 millioner pr. år. Churchill kaldte det "...den bedste investering i hele verdenshistorien." Cassel gik igang med at erhverve sig Daira Sanieh landstedet - en femtedel af det totale Egyptiske opdyrkede landområde. Med en halv million som indskud - den anden halvdel at betale over ti år - fik Cassel landstedet, som sephardien Raphael Suares i forvejen havde indløst. Seks år senere blev de pålydende £1 aktier fra aktieselskabet noteret ved £108. De disponerende tjente over £13 millioner. Med Daira Sanieh handelen bag sig fik Cassel en ordning, der autoriserede ham til at åbne en egyptisk nationalbank. Banken blev stiftet med en startkapital på £1 million, halvdelen fra Cassel selv. Blandt dets direktører var seks lokale jødiske bankierer, de andre hentede Cassel ind udefra, iblandt dem Carl Meyer, direkte fra Rothschilderne, og Vincent Caillard, en slægtning af D'israeli, som i 14 år havde tjent som kommissionær ved "Den Ottomanske Offentlige Gælds Administration". Cassel blev valgte som statskommissionær, Victor Harari, tidligere director-general ved det Egyptiske finansministerium, en af de få jøder der både var pasha og ridder.

Under Cromer - husk - en Baring, fødte den nye Nationalbank så Den Egyptiske Landbrugsbank. Efter 3 år var dens £5 aktier steget til £800.

Cassels bankvirksomhedskontrol over Egypten havde effektivt skubbet Frankrig og den Ottomanske Bank ud af landet. For at kompensere Frankrig dette tab, var en del af Entente Cordiale (engelsk-fransk traktat fra 1904), - indlemmelsen af Marokko som et - såkaldt - protektorat.

Således blev selve den langsommelige udstykning og opdeling af Den islamiske Ummah, politisk defineret af vesten som Det Ottomanske Imperium, til små nationale "bank"-enheder, gennemført ved et jødisk-kristent samarbejde der involverede alle de store europæiske magter. Så det var den britiske regering, der bad Cassel, - som en del af den nye Entente Cordiale etikette - at arrangere et lån til den Marokkanske regering. Cassel insisterede på at han skulle have kontrol over kapitalen; og således blev Den Marokkanske Nationale Bank skabt. For denne bedrift modtog Cassel æreslegionen, ridderstand, samt overdragelse af land på mere end 100.000 marokkanske acres.

I 1888 fik Siemens fra Deutsche Bank en koncession til Anatolian Railways: At bygge en toglinie fra Haidar Pasha på den asiatiske Istanbulkyst til Ankara, og fra Eskishehr til Konya. I 1896 lagde Seimens planer om at forlænge jernbanen til Baghdad og Basra. Det var med dette for øje, at Kaiser Wilhelm i 1898 aflagde Istanbul et statsbesøg og fortsatte til Jerusalem og Damaskus. Under dette besøg hyldede Kajser Wilhelm Khalifen som 300 millioner Muslimers leder. I Damaskus lagde han en krans ved Salahuddins gravmæle. I 1899 underskrev Abdal-Hamid Fermânen som autoriserede den Imperielle Ottoman-Bagdad Jernbane. De samme karakterer dukkede igen op for at promovere "nationale" interesser - Frankrig, Tyskland, Britannien, men selvfølgelig er dette blot et spørgsmål om hvorvidt lånene og kontrakterne blev håndteret af Rothschild, Cassel, eller deres "franske" fætre.

1907. Kejser Wilhelm insisterer på at koncessionen til Den bagdaske Jernbane skal være i tyske hænder. Et år senere gør de "Unge Tyrkere" (en bevægelse af hærofficerer) oprør imod Sultanen. En af deres anklager var Den høje Ports garantier for betaling til jernbanen, imens militærets lønninger var langt bagud. Dog var, hvad virkelig gærede, og det som skulle ryste Khalifatet, ikke denne forgrund af personalistiske hærmytteri, men den langt mere genlydende inter-bank krigsførelse mellem en lille klike af samægtede familier, som ønskede at profitten skulle landede i deres kister, snarere end i deres fætres.

Den Ottomanske Bank, eller "Frankrig" hvis man er en gammmeldags historiker og Deutsche Bank, eller "Tyskland," manøvrerede sig mod en plads ved jernbanebyggeriet. De "Unge Tyrkere" stod i kø til at modtage et "britisk" lån, det vil sige et banklån fra Baring. Cassel svarede omgående igen med et 1.5 millioner punds forskud på et større lån, som den Ottomanske Bank allerede havde fået kontrakt på for det følgende år. I samme måned blev Den Tyrkiske Nationalbanks oprettelse annonceret med en startkapital på £3 millioner, samt yderligere £2 millioner, hvis en koncession blev bevilliget til at stifte en Land Bank - baseret på Cassels succesfulde Egyptiske model.

Iblandt af "Nationalbankens" direktørerer var Sir Adam Block, administrator i "Den Ottomanske Offentlige Gældsadministration" og præsident af British Board of Commerce, det engelske handelsråd, forskellige "Unge Tyrkiske" ledere og Lord Revelstoke, tidligere, ikke at forglemme, en Baring, og direktør i Barings Bank. Det var en af Abdal-Hamids sidste gerninger at han, den 5. April 1908, underskrev Fermânen der legaliserede Ernest Cassels nationalbank. Dette satte skub i de oprør og modoprør der førte til at Khaliffen Abdal-Hamid trådte tilbage til fordel for sin broder, som sad i husarrest i paladset. I mellemtiden trådte nationalbanken i aktion, takket være et £1 million lån fra Istanbul kommune. Banque de Salonique og den engelske jødiske mægler, Keyser, sloges om privilegiet til lånet.

På dette stadie havde bankiernes rasende grådighed faktist sikret at en civil genoprettelse for Osmannien ville være umulig.

I 1911 sikrede Deutsche Bank sig at Baghdad Jernbanen blev deres projekt. I marts skrev Porten under. Imens gjorde Da'ud Bey kunster med Portens gæld. Han søgte et nyt lån fra Den (såkaldte) Ottomanske Bank. Som sikkerhed insisterede den franske udenrigsminister på at få kontrol over den Ottomanske statskasse, samt en fuld løsrivelse af Maghrib-landende til Frankrig. Den franske regering vidste intet om at der eksisterede et hemmeligt direktiv mellem den ottomanske og de tyske banker, der forsikrede hinanden en 30% deltagelse i ethvert Tyrkisk projekt. Da'ud Bey endte med et lån fra Crêdit Mobilier på £6 millioner, efterfulgt af et på £5 millioner i 1911. Dette satte atter de Europæiske magter - det vil sige bankier-familierne - op imod hinanden.

Den såkaldte "Komite for Union og Udvikling" havde tørlagt nationens rigdom og erstattet den med et åger-gældssystem der forkrøblede staten uhelbredeligt. "Frankrig" - som vi stadig stædigt forestiller os - ejede kontrakten for konstruktionen af et nyt vejnetværk. Tyskland havde kontrol over hæren. Britterne moderniserede flåden. En Britisk inspector-general drev toldvæsenet. Mens alle mundhuggedes om Crêdit Mobilier-lånets betingelser, meddelte Porten at Deutsche Bank havde udarbejdet et konsortium til at bære et £11 millioner lån, sikret ved Istanbuls toldindkomst. For at modvirke dette foreslog Cassel at slå den Ottomanske Bank og Nationalbanken sammen, men han var for sent på den.

Cassels sidste virksomhed var i det såkaldte Tyrkish Petroleum Company. I høj sø fyldt med hajer - Royal Dutch Shell, Gulbenkian, Deutsche Bank, Anglo-Persian Oil - sloges Cassel for at få sin andel af den mesopotamiske olie. Overbudt trak Cassel sig tilbage. I 1914 droppede Cassel sine Tyrkiske udbytninger, velvidende at der ikke kunne udvindes mere profit før en ny katastrofe ramte. Da Cassel døde erklærede han:

"Jeg havde alt hvad jeg ikke ønskede i verden, og intet jeg ønskede." (Allfrey: Edward the VIIth and His Jewish Court). Hans datter, Edwina, ægtede Lord Mountbatten. Iblandt hendes mange utroskaber var affæren med Nehru, der sikrede Indiens hinduer fordele fremfor Muslimerne under opdelingen, og slaveri for Kashmir.

Alle de centrale bankinstitutioner og metoder, som blev anvendt for at bemægtige sig den Osmanniske stats vældige rigdom, fastholdt denne rovlystne udvikling helt til slutningen af det 20. århundrede. I dag, i denne vor nuværende fase, kan disse samme familier istedet ses ifærd med at dræne Den Europæiske Union, Rusland og selve Amerika, bankiernes sidste offer - fordi bankvæsenet, som cancer, tilintetgør til slut sin værtsorganisme.