Kalifatets Genoprettelse
af Sheik Abdalqadir as-Sufi

Kalifatets Genoprettelse: Mahmut II (1808-39) og Tanzimatet (1839-76)

Shaykh Abdalqadir as-Sufi

Pris
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Taqwa
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Tawhid – Allahs enhed
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Tålmodighed (as-Sabr)
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Dhikr - At huske på Allah
af Ibn Djuzayy al-Kalbi

Gud er Død!
af Abdassamad Clarke

Hvad Nietzsche siger om Islam
af Friedrich Nietzsche

Det er kun, når man rækker tilbage forbi Kemal og forbi Padishah Abdalhamid II's heroiske styrke, til perioden med Tanzimatet, at man forpligtes til at undersøge de år da Mahmut II styrede. Det er der man, historisk såvel som fra et islamisk synspunkt, kan beskue den uafvendelige tilbagegang og det følgende fald, der så ofte fordunkles af både europæiske og republikanske forfattere .

I Europa er den skandaløse påstand, at Osmanias tilbagegang satte ind efter Sulaiman den Mægtige, selv om mere realistiske moderne historikere indrømmer at dette lyder usandsynligt. Som det banebrydende værk, "The Imperial Harem"", påpeger: "Traditionelt er Sulaimans styre blevet betragtet som den Ottomanske lykkes tinde, og den periode hans død forårsagede i 1566, et brat fald hvorfra Imperiet aldrig fuldt ud kom sig, til trods for at det overlevede indtil slutningen af Første Verdenskrig."

Begivenhederne omkring "Ummah-Imperiets" forfald, kan betragtes fra to oplysende synsvinkler:

• Et: Triumfen af hvad der kaldes "modernisme" eller "Europæiske værdier."
• To: Nedbrydelse og afskaffelse af det Islamiske særpræg.

Den officielle version - den som ironisk nok kulminerer med Kemal og den tyrkiske republik som en succeshistorie - opretholdes af Den tyrkiske Stats såkaldte centraliserede "demokrati," og af de europæiske og amerikanske magter. Denne version af historien fremstiller en langvarig tilbagegang af det Sultaniske herredømme, der synker i forfald, mens det forsøger at modernisere sine institutioner og verdsliggøre sig, for til slut at bryde sammen - kun for at blive "reddet" af Kemal's voldsbaserede diktatur; nationalstatens grundlægger, og Kalifatets ødelægger. Uheldigvis støtter bevismaterialet ikke denne påstand, medmindre man påstår at noget dårlige blev erstattet med noget bedre. Kulturelt betragtet ville dette være svært, og moralsk betragtet, en umulighed. Hvad angår "nationens" rigdom, har devalueringen nærmest nået surrealistiske tilstande. Fra de uværdige papirpenge, som nu er overfyldt af lira'ens pålydende millionværdis nuller, skuler Kemals fortørnede ansigt.

Man er nødsaget til at forstå et ganske simpel faktum - som selv af, eller faktisk specielt af marxisterne - er snedigt skjult. Igennem hele det 19. århundredes Europa, udviklede den tekniske proces sig (først industrielt, derefter elektronisk). Dette forløb, og heri ligger bedraget, var ikke en naturlig proces, men en række fremtvungne aktiviteter. Hvad blev der skabt? De sammenkædede serier af teknologiske genstande og formler. Disse formler blev sat i bevægelse, indviet og fuldbyrdet som resultat af en række parallelle forløb, hver for sig helt separate og forskellige fra selve det teknologiske projekt. Kilden til dette andet sæt af begivenheder, præsenterede sig selv som det nødvendige redskab til at realisere det primære (tekniske) projekt. Denne sekundære procedure var udstedelsen af dokumenter, obligationer, "værdipapirer", valutaer (af papir) som definerede sig som grundlag for kapitalen, og for aktiveringen af den tekniske transformation.

For ydeligere at mørklægge den magiske sammenkædning af kapital- (lad os ikke sige kapitalistiske) manipulationer, var selve kilden tilsløret. På den offentlige overflade var det tekniske projekt en "enterprise" for en "entreprenør." I ryggen havde han sit hjemlands styrende system: den nationale stat. Derfor tog det sig på overfladen ud som om "Storbritannien" ønskede Suez Kanalen, med "Frankrig" og "Tyskland" som konkurrerenter. Faktum er, at bag entreprenøren lå bagmanden, eller financiøren, af disse monumentale planer. Dette betyder, at i denne periode overtog en lille flok private familier til slut, lidt efter lidt magten, ikke alene fra regeringen, men til slut fra selve erhvervslivet. Ved slutningen af det 20. århundrede var selve ågerkapitalens kræftsygdom blevet "celle-selvduplikerende". Penge - af denne numeriske, symbolske af-art - avlede nu penge. Kontrol og manipulation havde afløst produktion som basis for ejerforhold og rigdom.

Siden det ikke var muligt at få jernbanen uden at have kapital, måtte denne fremskaffes. Spillets regler dikterede, at man for at få kapital skulle være ligesom et kapitalistisk land. Det er det samme som at sige, at de islamiske formler, (ingen feudalisme, ingen ågerhandel, socialt herredømme over jøder og kristne) måtte fejes til side og oligarkiets formel, med underkuede masser - d.v.s. jødisk-kristen kapitalisme - måtte indføres. Man kan iagttage dette forløb ned til mindste detalje indenfor Tyrkiets og Egyptens mure; Ummahens to nøgle-folkeslag. I det 19. århundrede kunne man bevidne en afvikling af laugene (som betød folkemagt) og fjernelsen af ´ulama (de intellektuelle) fra magtpositioner.

En jihad-orienteret hær måtte tilsidesættes for at bane vej for en finans- orienteret hær, som simpelthen ville dræbe efter ordre, uden moralsk overvejelse og uden ret til at tage del i krigsbyttet (ghanam). Så Janissarkorpset blev afskaffet sammen med deres sufiske tariqahs, Bektashiserne. Det blev ikke reformeret, ejheller renset for fejl - det blev udslettet og dets ledere blev myrdet. Europa følte allerede trygheden brede sig - mens det rykkede i stilling til dødstødet.

Nomokrati - islams naturlige lov - som skaber balance mellem mand og kvinde, soldater og sufier, dommere og guvenører, beskatning og velfærd - blev splittet ad for at bane vej for det "moderne" - autokrati som selv kalder sig for demokrati. Med Janissarkorpset opløst og Janitsarerne myrdet, begyndte Mahmud at oprette en Kongelig Garde efter den europæiske model. Hærens imamer blev ikke længere udpeget af Sheik al-Islam, men af Direktøren for det Kongelige Bibliotek.

I 1830 følte stormagterne sig sikre nok til at påtvinge fuld uafhængighed for Grækenland. Den 5. juli 1830, efter en 3-årig blokade, erobrede Frankrig Algeriet, og gik igang med at overtage landet. I Istanbul forsatte Mahmut med at centralisere staten, forøge bureaukratiet og dermed også skatterne. Officielt blev Storveziren, Bas Vekil, forvandlet "Prime Minister". I bureaukratiet erstattede han så det traditionelle honorar for et færdiggjort stykke arbejde (Bahsis) med slavelænkningen til en fast løn. Så hvad der før var en hædersbevisning - penge betalt direkte for et færdigt arbejde - blev nu "tilføjet" gagen som en bestikkelse.

Bakshish - bestikkelse - var født.

Mahmut introducerede det franske - og endnu mere bureaukratiske - kommunale regeringssystem. Centraladministrationen begyndte således at undergrave laugene - som moralske forbilleder, Imâreterne - som socialforsorgsorganer, og Millets - som minoriteternes beskyttelse mod diskrimination. Han splittede undervisningssystemet, så at de naturvidenskabelige fag blev lagt under et og de islamiske studier under et andet. Ingen syntes at være klar over at de var ifærd med at blive vende sig mod en ny deen, bestående af aktier, obligationer og nummer-finans. Dét var der ingen som studerede. I henhold hertil nedlagde Mahmut i 1815 meget passende landsbyen-der-regerede-et-rige og flyttede til det hæslige, spidsborgerlige kapitalistiske palads, Dolmabahce. Han begyndte at gå med hat, kjole-frakke og bukser, og etablerede en fuldkommen kontinuitet til sin kommende arving, Mustafa Kemal, der benklædt og behattet, en dag skulle dø i Dolmabahce. Efter Mahmuts katastrofale regeringstid var de næste to sultaner, Abdal-Mecit I og Abdal-Aziz, egentlig bare fodnoter, hvis job udelukkende var at forsegle vezirens og parlamentets ordrer. Under den ustabile periode under Tanzimatet (1839-76), så folket 39 forskellige storvezirere og 33 udenrigsministre - samme position gik 10 gange tilbage til samme mand. Nu var bureaukratiet den regerende klasse. Selv om Sultanen skev under, var det alligevel Mustafa Resit Pasa, og hans politiske venner, der befalede. Den store Imperielle Rådsforsamling var forvandlet til "Det Øverste Råd for Rets-Ordinationer". (Meclis-i Vâlâ-yi Ahkâm-i Adliye). Over 90% af dets dekreter blev underskrevet i uforandret tilstand.

I 1839 var det eneste som var tilovers af Islamisk lov, jizya-beskatning, Cizye'en, på ikke-muslimer og en skat på får. Det uundgåelige næste stadie af anti-islamisk lovgivning kom i 1840 og 1842, nemlig indførelsen af det (Kaime-i Mutebere) harame redskab, papirpenge.

Leon og Baltazzi, der af en sky Amerikansk historiker blev defineret som; "To berømte ågerkarle fra Galata", skabte Istanbul Bank for at oprette lån til Regeringen! I 1856 så man ankomsten af den (til dags dato) mystiske Osmanli Bankasi, Den Ottomanske Bank.

Da Mustafa Resit Pasa, i 1858, søgte om nye udenlandske lån, forlangte hans kreditorer ikke kun 60% i rente, men flere "reformer". Dette bekræfter relationen mellem gældsøkonomi og social manøvrering som jeg påpegede tidligere. Og således blev jizya'en, i løbet af samme og det foregående år, afskaffet. I samme øjeblik den islamiske jizya-lov blev ophævet - i "lighed-mellem-samfundensgruppernes" navn - påbegyndte det jødiske banksystem for alvor at beslaglægge de Osmanniske rigdomme, mens det kristne politiske system begyndte dets afgørende sønderlemmelse af det islamiske supra-nationale Khalifat. Den muslimske borger blev på et øjeblik forvandlet til andenklasses på et nedadgående skala af ydmygelse, som ved slutningen af det 20. århundrede kulminerede med at blive regeret af NATO, med Israelisk overflyvningsrettigheder af området, en inflation på over 100%, samt en ubrugelig valuta. Den 15. oktober 1852 blev myndighedernes officielle stempler lagt i ågerkarlenes hænder som "privatiseret ejendom". Denne praksis fortsættes i dag.

I 1858 fejede Arazi Kânûnnâmesi (Landloven) den beskyttende Islamiske anti-feudale lov bort, som havde holdt al land fri for landbesiddere ved at returnerer landet til Sultanen som dets formynder - hvilket vil sige at at ingen ejede det - og grundlaget for burgøjser-ejerforhold var hermed på plads. Den 10. Juni 1876 vedtages en lov, som tillod udlændinge retten til at eje land og ejendom inden for Osmannia.

I 1876 førte et presserende behov for udstedelse af papirpenge, uden dækning, til den krise der afsatte Murat V. Ganske som i den moderne Tyrkiske Republik - den forandrede intet - førte devaluerings krisen til det regelmæssige 10-årlige statskup.

Og så, som svar på en finanskatastrofe, trådte en af de største islamiske helte siden Sahabaernes tid, ind i historien: Padishah Abdalhamid II, i den unge alder af 34. Måske er ingen blevet bagtalt og løjet mere om, end denne gode og begavede leder, bagvasket af de europæiske imperialister og senere af en stat, som så sig nødsaget til at retfærdiggøre sin eksistens ved hans fejl. Næsten et hundrede år fik lov til at passere, før verden blev nød til at indrømme det - at her var en mand med et storslået politisk og spirituelt genius.

Inden vi vender tilbage til dette lys i mørket af Osmanniets sidste dage, lad os eksaminere den anden side af teknologiens bug - beskidte penge.

Tilbage | Næste